Frivillig Fredag fik uventet besøg
Kulturministeren kiggede indenfor i borgmesterens lade.
HJALLERUP: Fredag var det Frivillig Fredag med 333 forskellige aktiviteter fordelt på 81 kommuner rundt omkring i landet. I Brønderslev Kommune lagde borgmester Mikael Klitgaard (V) sin private have til festdagen.
Da skyerne ikke helt kunne holde tæt, rykkede de frivillige dog i tørvejr i laden, hvor der duftede hyggeligt af frisk, gyldent halm.
50 repræsentanter fra kommunens mange frivillige organisationer blev bænket med kaffe, kage og frugt, og en ekstra gæst kiggede inden for og hilste på: Kulturminister Marianne Jelved (R), der netop havde besøgt borgmesteren for at diskutere kommunernes stigende udgifter til arkæologiske undersøgelser.
Birger Hebsgaard, næstformand i Frivilligrådet, bød velkommen, og så stod den på hyggeligt samvær, rosende ord fra de folkevalgte og oplæg fra seks foreninger: Centerråd Margrethelund, Familieklubben Solstrålen, Lungeforeningen, Besøgstjenesten Dronninglund, Bedre Psykiatri og Krudtuglerne.
Frivilligrådets formand, Knud Jørgensen, fortalte bl.a. om frivilligmessen, der skal holdes til næste år. Frivilligrådet forsøger at få en arbejdsgruppe op at stå, og mon ikke det lykkes uden de store problemer i dén forsamling?
- Men Frivillig Fredag er først of fremmest en festdag. Vi skal fejre os selv, for det er der ikke så mange andre, der gør, og vi laver faktisk et godt stykke arbejde, siger Knud Jørgensen.
- Det er en glad tjans vi har med at hjælpe andre mennesker, og det er vores fælles ting. Det er folk med sociale gener, der sidder her, og det skal man ikke kimse af i dagens Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.