Frivillig i Thailand

Gadebørn og engelskundervisning var hverdag for Trine Fisker, da hun i fem måneder arbejdede i den tidligere badeby Pattaya

Thailand 18. september 2002 08:00

TÅRS: Det var lidt med sommerfugle i maven, at Trine Fisker fra Tårs, der til dagligt er shipping assistent, 20. januar i år tog til Pattaya i Thailand for at arbejde et halvt år på børnehjem. - Jeg kendte jo ikke nogen dernede, så jeg var sådan lidt spændt på, om jeg nu gik i spænd med de andre frivillige, da vi skulle tilbringe så meget tid sammen. Idéen til at rejse ud som frivillig fik hun efter at have læst en artikel om en anden, der havde været afsted på det samme børnehjem i Pattaya. Da det viste sig, at en bekendt fra Sindal også havde været afsted, og at hun var meget begejstret for det, besluttede Trine Fisker sig for at søge derned. - Jeg havde været på ferie i Thailand tre gange, og jeg nåede også at se børnehjemmet, før jeg begyndte, så jeg havde en idé om, hvad jeg gik ind til rent kulturelt. Børnehjemmet, som Trine Fisker arbejdede på, blev i 1970 grundlagt af Father Raymond Brennan, en amerikansk præst. Siden er andre projekter for blandt andet gadebørn, blinde, handicappede og ældre kommet op at stå. - Forholdene på børnehjemmet er gode for Thailand. Alligevel kan man godt blive noget overrasket, når man første gang kommer ind i babyrummet og ser alle tremmesengene stå i små grupper. Dårlige forhold Den største udfordring for hende var at undervise i engelsk på handicapskolen. Her havde hun et par klasser hver formiddag. - Jeg havde aldrig forestillet mig at undervise. Jeg bryder mig ikke rigtig om at stå foran en gruppe mennesker. Men det har udviklet mig på den måde, at jeg er blevet bedre til at fremlægge. Også sproget gav vanskeligheder i undervisningen. Trine Fisker kan kun sige nogle få ord på thai, og elevernes engelskkundskaber var i starten meget begrænsede. - Det var noget med at tegne, fortælle og spille skuespil for at få meningen frem. Og når jeg så sagde et ord på thai, syntes de, at det var hylende morsomt. Forholdene for de handicappede i Thailand lader ifølge Trine Fisker meget tilbage at ønske. - I Thailand er man ikke meget for handicappede. Hvis man er handicappet, så er det fordi, man har gjort noget skidt i sit tidligere liv. Så de handicappede bliver tit gemt lidt væk. Arbejdet med gadebørn var et andet projekt Trine Fisker brugte meget tid på. - Det, vi gjorde mest der, var at lege og hygge med børnene. Nogle gange er det bare nødvendigt med et knus. Hver eftermiddag lavede to af de frivillige øvelser med to handicappede piger eller gik tur med dem. - Der skete ikke så meget i deres liv ellers, så en dag om ugen tog vi dem for eksempel med ud at handle eller svømme. Hårdt at sige farvel Trods det at hovedvægten blev lagt på det frivillige arbejde, havde Trine Fisker alligevel tid til at nyde de thailandske strande. - Selve Pattaya var engang en god badeby, men nu er der blevet så forurenet på grund af turismen, at det ikke er godt at bade der. Men man skal ikke ret langt væk for at finde rent vand. Når vi havde fri, tog vi af og til over til en lille ø i nærheden og slappede af der lørdag eller søndag. Da tiden kom til, at hun måtte sige farvel, var det meget hårdt. - Man kan jo ikke undgå at knytte sig meget til nogle af dem. Mange af dem gav mig gaver, da jeg skulle afsted. En af pigerne fra min engelsk klasse tog sit armbånd af og gav det til mig. En pige der ikke rigtig ejer noget. Tilbage i Tårs sidder Trine med et utal af billeder og minder fra sin tur. Hun har stadig kontakt med nogle af sine venner fra Thailand og håber på, at hun snart kan komme og besøge dem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...