Frivillig succes

Mændene strømmer til Røde Kors i Hjallerup - og det giver gevinst

Bine Martine Gori
Kasserer i Røde Kors i Hjallerup og Dronninglund, Arne Mortensen, står sammen med Sonja Thomsen, Irene Sølvmose, Lene Sletting, Agnethe Krag og Ella Kalstrup, der er frivillige hos Røde Kors i Hjallerup. Det går forrygende for pigerne bag disken, ikke
EMNER 26. september 2011 12:21

Mændene er kommet på banen i Røde Kors' genbrugsbutik i Hjallerup. Efter butikken flyttede til Søndergade, er der blevet plads til møbler i butikken, og det går forrygende med salget, fortæller kvinderne i butikken. Det er stadig dem, der er flest af, og de sidder på det daglige arbejde i butikken, hvor kunderne strømmer ind i en lind strøm for både at købe og forære ejendele. Til gengæld er det mændene, der klarer det hårde arbejde med at slæbe og hente møblerne. Godt for bundlinjen Arne Mortensen, kasserer i Røde Kors i Hjallerup og Dronninglund er glad for den nye udvikling. Ikke mindst fordi det rent faktisk giver ganske godt at have møblerne i butikken. Den allerførste dag, den nye butik åbnede dørene, var der en omsætning på 21.000 kroner. - Det er det samme, som vi plejer at tjene om måneden, fortæller han lattermildt. Med den nye adresse er det dog nødvendigt at skrabe lidt flere penge sammen - og det skulle også være muligt, mener kvinderne i butikken. - Med den nye placering, vi har fået, bliver det ikke et problem. Der kommer mange flere kunder end der plejer, fortæller Irene Sølvmose. Har også mærket et krisedyk Der har dog også været en periode, hvor krisen kradsede og folk ikke gik til genbrugscontainerne med det, de havde for meget, mener kvinderne. - Der var lige en overgang, hvor vi godt kunne mærke, at folk holdt mere på deres ting. Men det er vist ovre nu, mener Agnethe Krag. Hun og de andre kvinder modtager hver eneste uge læssevis af tøj - og meget af det er rigtig pænt. Kun det, der er godt og ikke lugter, kommer i butikken, fortæller damerne. Det tøj, der ikke bliver brugt i butikkerne, bliver sendt til den fælles central i Horsens, hvor flere tusinde tons tøj sendes til bl.a. børnehjem i Hviderusland hvert eneste år. - Vi sender rigtig meget tøj af sted til børnehjem, fortæller Irene Sølvmose. Der er brug for det - og for pengene, som bliver fordelt over hele verden. Men det betyder ikke, at der ikke også er noget for dem, der er lokale. Her er der også en indsats, fortæller Arne Mortensen. I mens klimprer klokken, kunderne kommer nysgerrigt ind og går som regel ud igen med noget i favnen. Brug for flere hænder Nogle gange går det også den modsatte vej. Mange kommer med bøger eller tøj, de gerne vil give bort. Andre vil gerne have tingene hentet. - Der var en dame, som lige har mistet sin mand. Hun vil gerne, at vi kom og hentede hans ting, fortæller Arne Mortensen. Og det er der rig mulighed for. Særligt nu, hvor bilen er kommet i hus med hjælp fra den stadigt voksen flok af mænd, der forstår at få noget fra hånden. Og skulle man have lyst til at være med, så er der mulighed for det, siger Arne Mortensen med et smil - der er altid brug for flere frivillige hænder - og der er med garanti kaffe på kanden og smør i køleskabet til brødet, hvis man vil være med på holdet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...