Ernæring

Frivillige åbner motionscenter

15 instruktører hjælper folk i gang med maskiner og vægte

GJØL:15 frivillige står over for lidt af en styrkeprøve fra på lørdag. De skal fungere som instruktører i Gjøl Motionscenter, som åbner ved en reception lørdag eftermiddag, og som skal være klar til de første medlemmer søndag fra klokken 10. Og de frivillige kan løfte opgaven, forsikrer Dorthe Græsborg Frederiksen, der er formand for Gjøl Motionscenter under den lokale gymnastik- og boldklub. - Alt er tæt på at være på plads. Det er kun de sidste småting, der mangler, siger Dorthe Græsborg Frederiksen. En skranke skulle være på vej, så den kan stilles op inden åbent hus og åbningsreception lørdag klokken 14 til 16. Der skal også lige købes en ghettoblaster, så der bliver musik til det svedfremkaldende arbejde, og et nøglekortsystem skal lige etableres her i ugen. Men de 15 frivillige er klar: De har alle været på kursus, så de er i stand til at fungere som instruktører. Dermed kan medlemmerne få kyndig råd og vejledning i brug af motionsmaskiner, vægte, bolde og andet udstyr. - Maskinerne er på plads, og de er allerede taget i brug. Instruktørerne øver nemlig flittigt for at lære maskinerne at kende så godt som muligt, siger motionscentrets formand. Der er både maskiner til styrketræning samt til kredsløbstræning, altså spinning- og motionscykler, et løbebånd, crosstrainere og en romaskine. Endelig er der løse vægte samt bolde og ribber. Medlemmerne har hele 120 kvadratmeter at boltre sig på. Fremover bliver der sådan, at de får udleveret en nøglebrik, som giver adgang til motionscentret alle dage fra 6 til 23. Der vil være instruktør alle dage men dog ikke i hele åbningstiden. Dorthe Græsborg Frederiksen fortæller, at det har været nemt nok at finde frivillige til at løfte opgaven, selvom det er ulønnet. - De får kun æren, glæden og fornøjelsen. Men mange har selv meldt sig, konstaterer formanden. De frivillige - og flere andre på Gjøl at dømme ud fra forhåndsinteressen - har nu også ventet flere år på at få motionscentret. Først skulle der lige opføres en tilbygning til Gjøl Hallen og indsamles ekstra penge til udstyr. Men det lykkedes altså, og så kommer der formentlig flere faciliteter til hen ad vejen. - Vi kan godt bruge et par maskiner mere. For eksempel vil vi gerne have et løbebånd mere. Men vi er nået et godt stykke af vejen, så nu går vi i gang, siger Dorthe Græsborg Frederiksen med forventningens glæde i stemmen. Søndag bliver den første dag, hvor folk kan tegne sig som medlemmer og blive sat i gang. Derfor møder instruktørerne talstærkt op. - Vi sætter alt ind og håber så, at der kommer rigtig mange, siger motionscentrets formand. Hun håber naturligvis også at se mange ved åbningsreceptionen, hvor alle interesserede kan kigge forbi.