Frivillige bærer markedet

- Hjallerup kan noget, ingen andre kan. Det misunder mange os.

Hjallerup marked 1. december 2011 13:00

Det siger formand for Hjallerup Marked, Dennis Kvesel. På generalforsamlingen sagde Dennis Kvesel, at Hjallerup-ånden er noget helt specielt. - Det kan ikke rigtig forklares, og det er noget, man skal føle og mærke. Det er ikke lige sådan at forklare. Det skal man opleve. Det specielle er frivilligheden, fællesskabet og offerviljen. Det at komme hinanden ved på tværs af holdninger og sociale skel. Det er engagementet. Det er trygheden. Det at tage medansvar og deltage. Det er at kæmpe sammen. Det er stoltheden og ejerskabet over de faciliteter, som vi får tilført vores by på grund af det frivillige arbejde. Det er traditionerne. Det er indflydelsen på driften af markedet og hvad pengene skal bruges til. Og sidst men ikke mindst, så er det sjovt at være frivillig. - Det er svært at forklare. Man skal prøve det, for at forstå det, siger Dennis Kvesel. Dennis Kvesel fortæller, at markedet blev det bedste i mange år. - Vejret var med os. Sommeren kom til årets marked, og det betyder en masse. Det er faktisk heldigt, når de øvre magter planlægger, at vi skal have fem sommerdage i år, og de lige placeres, mens vi holder marked. Det er fint. - Man kan sige, at der altid er markedsvejr, for vi har ånden, og med den i hånd, så vil det altid være kanonmarkeder, vi fyrer af, og det er de frivilliges skyld. Dennis Kvesel fortæller, at organisationen fungerede perfekt. - Alle knoklede for den fælles sag. Hele markedet blev afviklet i en enestående rolig atmosfære uden nogen graverende episoder af nogen art. - Politi og myndigheder betragter det som et af de fredeligste markeder i mands minde og de roser os for, at fastholde vores koncept, nemlig at vi er et familiemarked, som adskiller sig ifølge andre begivenheder i Danmark med hensyn til vold, druk, tyverier, hærværk og andre afstumpetheder, så vi skal ikke holde armene nede, for vi skal signalere til omverdenen, at vi er stolte over det, vi præsterer. - Det er fantastisk for vores by, at omverdenen har fundet ud af, at vi kan noget specielt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...