Frivillige blev hædret

Lykønskningerne regnede over kommunens frivillige fredag

Bine Martine Gori
Smilene var store trods regnen
30. september 2016 18:39

Aalborgs frivillige gik fredag eftermiddag i samlet flok over Limfjordsbroen fra Nørresundby torv til Gl. Torv i Aalborg, hvor årets Frivilligpris blev uddelt.

Prisen gik i år til Astrid Camilla Jensen fra Frirummet, der er en klub for psykisk sårbare unge. Frirummet har tidligere været indstillet til Frivilligprisen.

Ud over Astrid Camilla Jensen var de nominerede Anni G. Walther fra Ældre Sagen Aalborg, Bente Schjødt fra Nordjysk Fødevareoverskud, Betty Pedersen fra blandt andet Kræftens Bekæmpelse og Røde Kors, Drengeklubben Aalborg fra Red Barnet Ungdoms indsats i Aalborg Øst, Elizabeth Mortensen fra ungegruppen Stjerneskuddet, Erni Galgani og Cisem; Center for Incestramte og Seksuelt misbrugte, Hanna Pedersen fra Elsk Aalborg, Hanne Lund fra Sjanel-klubben, Ruyani Muhammad Daud fra World Achehnese Association samt Susanne Klitgaard Jonstrup fra Hjerteven Aalborg.

Det var med andre ord stærke repræsentanter fra de frivillige foreninger, klubber og organisationer i Aalborg Kommune, der kandiderede til prisen.

Selvom der kun var en prisvinder, så blev alle hædret - og smilene og lykønskningerne var overstrømmende. For Astrid Camilla Jensen var den store opmærksomhed overvældende.

- Det er helt utroligt, smilede den unge kvinde, der gennem størstedelen af sit liv har kæmpet med at tro på, at hun kan bidrage med noget til andre.

- Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke kan noget og aldrig ville blive til noget. Men det kan jeg, smilede hun.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...