Brovst

Frivillige Bratskov-aktører belønnet med udflugt

På mid­del­al­der­bor­gen Spøtt­rup over­væ­re­de gæs­ter­ne fra Brovst et his­to­risk spil med bl.a. en ret­ter­gang.

På mid­del­al­der­bor­gen Spøtt­rup over­væ­re­de gæs­ter­ne fra Brovst et his­to­risk spil med bl.a. en ret­ter­gang.

BROVST:De frivillige aktører, der medvirker i sommerens ugentlige levendegørelser af herregården Bratskov, har selv været ude at lege turister. Som tak for deres store, vigtige indsats har de med Brovst Turist- og Erhvervsforening som vært været på en vellykket udflugt til middelalderborgen Spøttrup. Med 84 deltagere, flere havde ledsager med, startede turen fra Bratskov om formiddagen ad den gamle vej mod Thy, fortæller Lillian Carstensen fra turistbureauet. Omkring Thisted blev der holdt en lille pause, hvor der kunne strækkes ben. På middelalderborgen overværede gæsterne en rettergang i borggården, hvor de kunne se, hvordan det gik til i middelalderen. Derefter blev de medbragte sandwich og drikkevarer nydt i borgens madpakkehus, og så kunne man ellers på egen hånd inspicere borgen, krydderurtehaven, rosenhaven og middelaldermarkedet. Aftensmaden blev nydt på Sundsørehus, før selskabet sejlede med færgen over til Hvalpsund, og derefter gik det hjemad. 60-65 frivillige medvirker i løbet af sommeren i levendegørelsen af Bratskov. Interessen er stor for at være med. Flere interesserede er således på venteliste, fortæller Lillian Carstensen. Årets sidste levendegørelse af Bratskov finder sted på torsdag, hvor Mølleparkkoret synger danske sange. hc