Frivillige færge-folk får opbakning
Morsø Kommune vil give fast støtte til kulturelle aktiviteter på fjorden ved Næssund
NÆSSUND: - Vi er rigtig glade for, at Morsø Kommune har sat os på budgettet. Det giver ro på bagsmækken.
Sådan lyder det fra Henrik Olsen, formand for Næssundfærgens Venner, da redaktionen på NORDJYSKE BUSSEN møder ham på kajen ved færgelejet i Næssund tirsdag eftermiddag.
Mandag har Morsø Kommunalbestyrelse indgået et forlig, hvor Næssundfærgen indirekte er blevet sat på budgettet som en post på 500.000 kroner i 2019 og årene frem.
Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) siger, at støtten er en anerkendelse af det helt imponerende stykke frivillige arbejde, der gøres for at drive færgen og skabe kulturelle oplevelser på fjorden.
Omkring 50 frivillige er tilknyttet færgen, der i år har haft 40-50 aftensejladser - fra Krondyr Krydstogt til gudstjeneste og private sammenkomster.
Næssundfærgens Venner efterlyser et større engagement fra thyboerne - både som frivillige i foreningen og i form af kommunal støtte.
Henning Holm (S), der er formand i Thy Turistforening, kalder det "rigtig flot", at Morsø Kommune har sat færgen på det årlige budget.
- Jeg håber, at Thisted Kommune følger efter. 500.000 kroner er pebernødder i vores budget, siger Henning Holm.
Han er medlem af kommunalbestyrelsen og har foreslået Næssund-færgen sat på budgettet - både af hensyn til infrastrukturen og af hensyn til færgens værdi for turismen - hidtil uden at vinde genklang for forslaget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.