Frivillige føler sig ikke som engle

KAMPAGNE:Det frivillige sociale arbejde er på dagsordenen, når socialminister Eva Kjer Hansen afholder Socialpolitisk Årsmøde om frivillig indsats og samarbejde og partnerskaber med det offentlige eller erhvervslivet. 21. september lyder startskuddet til en kampagne til fordel for det frivillige sociale arbejde. Kampagnen får sin egen hjemmeside www.engle.dk. Kommunikationsbureauet Rostra A/S er ansvarlig og står for denne hjemmeside og har fået oceaner at penge fra det offentlige men ikke alle frivillige ønsker at blive kaldt en "engel". En frivillig ildsjæl er lidt træt af den kommende hjemmeside om at hverve frivillige. Ildsjælen siger: "Engle - ja, hvordan dælen kan man kalde en hjemmeside det? Jeg tror ikke, at vi, som laver frivilligt arbejde, føler os som engle - har mærket efter vingerne, men fandt dem ikke. Nej, i stedet for en sådan kampagne, som koster så mange penge, skulle de dele dem ud blandt de mange små foreninger, så ville de også få mulighed for at få en annonce i avisen. Sådan noget er jo en luksus, som vi ikke kan tillade os. Det er jo synd for dem, som aldrig finder os, når de har mest brug for det". Ildsjælen, der både har erhvervsarbejde og er frivillig, fortsætter: "Jeg er så heldig at have et job, hvor jeg kan flexe - og betale for evt. undertid. Det har været vilkårene for mig de seneste år. Jeg er frivillig, hvor brugerne henvender sig i dagtimerne. Så de sidste par år koster det mig i gennemsnit, hvad der svarer til en månedsløn pr år at lave frivilligt socialt arbejde". Hun fortæller videre:" De små foreninger lægger selv lokaler til, er ulønnet, men ingen får dækket deres transportomkostninger. Desuden er der nogle urimelige vilkår for kontanthjælpsmodtagere. Hvis de får udbetalt kørselsgodtgørelse, så trækkes de i bistand, selv om kørselsgodtgørelsen jo skal dække en faktisk udgift. Dem man gerne vil hjælpe blander også tingene sammen. Man sidder og snakker med en kæmpe stor brovten, negativ, hærget og enormt "klog" og "træt af systemet ude af flippen mand". Pludselig siger han: Ja, du sidder her sgu også bare ,fordi du får penge for det, og så du kan knalde min historie ind i en journal! Det er såååå skønt, at kunne sige til ham lige så stille, at jeg faktisk selv betalte transport for 120 kr. om ugen for at sidde her og prøve at hjælpe, og jeg ikke skrev ét eneste ord ned nogen steder, fordi det ragede mig en høstblomst, hvad han havde af skeletter i skabet. Det det drejede sig om, var lige nu og her, og ikke nogen andre steder, - og ja, så fik han også en af mine smøger! Og for de her 120 kr., som jeg selv betalte, ordnede jeg - udover de store kæmpe narkomaner og alkoholikere - også mad og køkken og konstant kaffebrygning. Plus et hav af andre ting og det var med overnatning! Så det var 24 timers "vagt", der kostede mig penge. Det koster at lave frivilligt socialt arbejde - det er ok, at man ikke får løn, men det er vel rimeligt, at man får dækket sine udgifter?" Havde socialministeren disse "engle-tanker" med i sin tale på årsmødet? Får disse "engle" også ordet på ministerens nye hjemmeside?