Frivillige for idrætten

For 40 år siden debuterede Karen og Egon Andersen som "medhjælpende" forældre for deres egne børn, men i 20 år har de været frivillige hjælpere til glæde for TFC.

Fodbold 13. februar 2011 20:15

"At I gider..." Bemærkningen kan let og elegant returneres med en opfordring til at prøve selv, for kun ved at sætte sig selv i den frivillige hjælpers sted er det muligt at få fuld forståelse for, hvorfor nogen rent faktisk gider bruge massevis af frivillige timer på at støtte idrætten og klublivet. Karen og Egon Andersen, henholdsvis 70 og 72 år, gider godt gi' en hånd til hjælp for idrætten. Gennem de sidste 20 år har de været frivillige hjælpere hos TFC, og det har givet dem så mange gode oplevelser og bekendtskaber, at de agter at fortsætte. - I hvert fald så længe vi har lyst og kræfter, siger Karen Andersen. Deres engagement startede for rundt regnet 40 år siden. Et af deres tre børn, som dengang var fem år, skulle til at dyrke sport, og som en naturlig ting bakkede forældrene op - præcis som de har gjort i forhold til deres to andre børn. Det blev til en lang årrække med mange timer på sidelinjen i masser af sportshaller og på fodboldbaner, men det gjorde ikke noget. For det gav også samvær - og så var Egon dengang som nu sportsinteresseret og til og med også fodboldtræner. Det blev til mere Er man en gang engageret, kan det hurtigt blive til mere. I hvert fald fik parret flere forespørgsler om de ville passe cafeteriet på Lerpytter. Sjovt nok blev Karen spurgt først...! - For 20 år siden sagde vi "ja", selv om det var noget af en opgave. Til en start passede vi cafeteriet en uge af gangen, så der var ingen grund til at spekulere på, hvordan aftenerne skulle bruges. De var besat, fortæller Karen Andersen. Siden blev det til en aften om ugen, men da var det for længst blevet et familieanliggende at hjælpe til. Når forældrene bruger så mange timer, følger børnene med, og der opstår et specielt forhold børn og forældre indbyrdes, men også mellem forældrene og deres børns sportskammerater. - Vi kender jo alle de kammerater, vores børn fik gennem fodbold og håndbold - også i dag. Selv har vi fået masser af venner, og en stor del af vores nuværende bekendtskabskreds er folk, vi har mødt gennem vores frivillige arbejde for fodboldklubben, fortæller de to for straks at tilføje, at de er ved at være de sidste af de gamle, der trådte til dengang for 20 år siden. I dag er deres "kolleger" blandt de frivillige også voksne mennesker, men 10-15 år yngre. Deres egen butik I dag sælger parret øl og pølser ved TFC's hjemmekampe på Lerpytter. Det er deres egen lille butik, mens selve cafeteriet er en opgave for yngre kræfter. Desuden går de til hånde ved andre arrangementer i løbet af året, Egon hjælper med, når TFC arrangerer julemesse - og egentlig behøver ingen af dem at være bange for at gå ledige omkring. - Vores datter er aktiv i Mors-Thy Håndbold, og her kan de også bruge en hånd nu og da. Men det er kun mig. Karen holder sig til fodbolden, siger Egon. Uden frivillige - intet klubliv De to har for længst erkendt, at klubliv og foreningsarbejde står og falder med de frivillige og deres indsats, stor eller lille. - Ligegyldighed i forhold til det at yde en frivillig indsats betyder enten, at klubben ikke kan gennemføre en aktivitet, eller at den må købe sig til hjælp. Men hvis de unge får fornemmelsen af, at man bare kan købe sig til det, de egentlig selv burde levere på frivillig basis, så er det et skråplan. Det stopper nemlig, for der er ikke mange klubber og foreninger, som har økonomi til at købe det arbejde, der burde leveres på frivillig basis, siger Egon. De er begge to enige om, at de har "for travlt til Ældresagen". - Vi vil hellere bruge vores kræfter til gavn for de unge - selvfølgelig i det omfang, der er plads. For vi har jo både børn og børnebørn, som også kræver opmærksomhed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...