Frivillige forsøger at redde julen i tornadoramte Kentucky

På en parkeringsplads i Mayfield bliver der delt mad ud til familier, som for nylig mistede alt i tornadoer.

Med hjælp fra frivillige fra hele USA vil familier i det vestlige Kentucky forhåbentligt være i stand til at mærke julen lørdag - to uger efter at en række dødelige tornadoer ramte området.

Amerikanerne fejrer jul den 25. december.

- Vi prøver bare at sørge for, at det bliver jul, siger Jimmy Finch, en frivillig fra nabostaten Tennessee.

Han rejste til byen Mayfield i Kentucky, dagen efter at tornadoerne ramte.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker vi har givet mad. Vi opfordrer bare alle til at blive ved med at komme tilbage, siger han.

I et stort, gult telt på en parkeringsplads serverer frivillige fra Scientology varm mad og drikke på en kold og blæsende juleaften.

- Det er en meget svær tid for alle, siger Chad Adams, der er medlem af organisationen Scientology Volunteer Minister.

- Vi forsøger at sørge for, at alle får noget at spise, siger han.

Chad Adams anslår, at de har serveret over 30.000 måltider, siden katastrofen indtraf.

Andre steder i Mayfield deler organisationer legetøj ud til familier, som har mistet alt, i håb om at bringe lidt glæde midt i tragedien.

Mindst 79 mennesker mistede livet i tornadoerne, der hærgede flere delstater den 10. og 11. december.

/ritzau/AFP