EMNER

Frivillige gør en stor indsats

BYFORSKØNNELSE:Eks-politiker Svend Nielsen fra Hobro beklager sig i NORDJYSKE mandag 20. juli over bl.a. rust på gelænder, rækværk og en lille legeflyver som alle har hjemsted i Hobro. Fredag 31. juli beklager eks-borgmester Pontoppidan sig over samme problem. Da han var borgmester, var der ingenting at pege fingre ad, men jeg kan da godt undre mig over, at de rustne gelændere kan komme i en tilstand, fra nypudset til så meget rust på fire år. Nu er jeg jo hverken eks. politiker eller eks-borgmester, men hvis det hjælper at tage nogle rustne billeder for at få sat skub i noget, kunne jeg da godt tage billeder af ting i alle de andre byer i Mariagerfjord Kommune. I Arden har vi en naturlegeplads og dyrepark, og uden at prale er disse nok noget af det bedst besøgte, både af lokale, men også af folk fra andre kommuner. Det er gratis at bruge legepladsen og dyreparken. Begge dele er lavet af frivillige, ligesom vedligeholdelse, skraldeposetømning, fodring, og klipning af græs både på og udenfor områderne udføres på frivillig basis. Fra dyreparken har vi spurgt vejformanden, om kommunen ville slå græsset udenfor hegnet, men fik at vide at det var der ikke tid til, så det må vi selv sørge for, når vi er kommet hjem fra arbejde, ligesom foreningen selv betaler benzin og vedligeholdelse af klipperen, som i øvrigt ejes af et bestyrelsesmedlem. Vi modtager ikke en eneste krone om året fra kommunen til driften af dyreparken. Det samme er gældende for naturlegepladsen, der ydermere har fået besked fra Mariagerfjord Kommune om at kommunen ønsker at Arden Borgerforening, som har stået for etableringen af legepladsen, skal overtage jorden fra kommunen, hvilket medfører, at bestyrelsen har det juridiske ansvar hvis uheldet er ude og der skulle ske en ulykke, ligesom borgerforeningen selv skal betale for at få udfærdiget en rapport en gang årligt ang. legepladssikkerhed. Pris ca. 5.000 kr. årligt. I en anden by Oue, har borgerforeningen selv etableret en legeplads m.m. i byens anlæg. Her har man bygget et toilet, men skal betale 27.500 kr. til Mariagerfjord Kommune i tilslutningsafgift, desuden er der brugt for 11.000 kr. til materialer til bl.a. kloakker foruden at man selv skal finde penge til toilettet, som har kostet 70.000 kr. Oue borgerforening har med andre ord haft til opgave at fremskaffe 110.000 kr. via fonde, pengeinstituttet og salg af røde pølser for at folk der bruger anlægget har mulighed for at komme på potten hvis trangen bliver for stor. Staten har tjent 22.000 (momsen) på at borgerne i Oue kan sætte sig på et toilet frem for at s…. bag en busk. Ovennævnte er et af resultaterne af regeringens skattelettelser. Hvis man fortsætter med at behandle frivillige på denne måde, bliver vi flere, der kan skrive eks. på vores visitkort. Sådan er livet på landet, men hvis fotograf og politiker vil gøre som vi andre, er i velkomne til at låne en vinkelsliber af mig, så rusten kan blive fjernet. Hvis der ikke findes større problemer i vores kommune, end de to herrer fra Hobro påpeger, står det da ikke så galt til. Lediggang er roden til alt .