Socialforhold

Frivillige klar med hjælp til misbrugsfamilier

Frivillige ledere bruger egne erfaringer, når de hjælper unge og voksne, der rammes af misbrug

AALBORG:Hvis du drikker for meget, eller din far, mor, bror eller søster forpester tilværelsen for resten af familien, så er Familieklubberne i Aalborg ét af de steder, du kan gå hen. Men Familieklubberne er ikke særligt kendte, og det håber de, at der bliver lavet om på, for frivillige står klar til at hjælpe personer, der har misbrug tæt inde på livet. Familieklubberne i Aalborg hjælper familier og enkeltpersoner, som drikker for meget eller har problemer med alkohol eller andre former for misbrug i familien. Klubberne får støtte fra Aalborg Kommune for det frivillige sociale arbejde, som de udfører. Der findes flere familieklubber i Aalborg og Nørresundby, og klubberne ledes af frivillige, der enten selv har haft et misbrug eller har levet i en familie, hvor misbrug er en del af dagligdagen. - Vi er ikke behandlere. Vi er ganske almindelige mennesker, der har prøvet på egen krop, hvordan det er at være opvokset i en misbrugsfamilie, siger Inga Lindstrøm, der leder Familieklubben Pluto for teenagere. Familieklubberne forsøger at samle misbrugeren og de pårørende en gang om ugen. Deltagerne i familieklubberne snakker om, hvordan ugen er gået, og de frivilliges fornemste opgave er at lytte. Samtidig stilles der krav til de, der møder op for at deltage. Selv om hverdagen er præget af konflikter, må familiemedlemmer ikke råbe og skrige af hinanden - de skal lytte til hinanden og forsøge at sætte sig ind i, hvordan de andre i familien har det. Det er langt fra altid, at misbrugeren møder op, men de pårørende er velkomne til at komme alene, for i Familieklubberne møder de folk, der står i samme situation som dem selv. - Familieklubben kan være det eneste sted, hvor familien taler ordentligt sammen, fordi de er tvunget til at lytte til hinanden, siger Birgit Krintel, som er leder af en familieklub i Nørresundby. Vil gerne samarbejde Frivillige ledere i Familieklubberne vil gerne i dialog med socialforvaltningen og de rådgivere, som kommunen har. De frivillige har en opfattelse af, at kommunen ikke vil sende potentielle brugere til at deltage i familieklubbernes møder, men de håber, at det ændrer sig med tiden. Inga Lindstrøm og Birgit Krintel har på fornemmelsen, at de professionelle rådgivere ikke vil anerkende den indsats, som Familieklubberne yder. Men det er ikke korrekt, siger Bjørn Hogreffe, der er leder af Center for Misbrug og Socialt Udsatte i Aalborg Kommune. - Vi fortæller misbrugerne, hvor de kan få hjælp, og vi vil gerne samarbejde. Alle gode kræfter skal forenes, når det drejer sig om at hjælpe misbrugerne, siger Bjørn Hogreffe. Hvis man vil vide mere om Familieklubbernes arbejde, kan man henvende sig til Café Væxt i Poul Paghs Gade eller til De Frivilliges Hus.