Frivillige klar til snak over kaffen

Masser af frivillige tager en tøn

Esben Heine
Lis Bisgaard har været med i mange år, og Kirsten Nørgaard er ny frivillig. Foto: Jesper Thomasen
Brønderslev 30. september 2016 20:58

BRØNDERSLEV: Utallige mennesker gør en indsats for andre. Ildsjæle kaldes de. Og ildsjæle findes i mange foreninger.

Én af de foreninger, der kalder på frivillige er Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Brønderslev. Her er der otte frivillige, der to formiddage om ugen arrangerer café for kræftramte. Onsdag er det for de kræftramte, der træner i kommunens rehabiliteringsafdeling, og torsdag er det for deltagerne i Kræftens Bekæmpelses træningshold, der har Gerda Sørensen som instruktør.

Kvinderne bager, sylter marmelade med mere til caféen. Fakta har sponsoreret madvarer for 2.400 kr. Café-gruppen har også modtaget 10.000 kr. af Serapions-logen Caritas, så kræftsyge kan komme på en tur.

- Det var en stor overraskelse, at vi fik et så stort beløb, fortæller Lis Bisgaard. Det er glædeligt, at vores arbejde påskønnes.

Lis Bisgaard har været koordinator siden cafégruppen siden den blev oprettet i 2009.

Gruppen begyndte på Nordjyllands Idrætshøjskole, og kom flyttede siden til Brønderslev Sygehus, og var via Fælleshuset i Knudsgade indtil turen gik til Brønderslev Sundhedshus.

Lis Bisgaard meldte sig på banen, da Kræftens Bekæmpelse søgte en koordinator.

- Mine to søstre var ramt af kræft, og det var det, der fik mig til at tage springet. Jeg tænkte, at jeg gerne ville gøre en indsats.

Lis Bisgaard er vant til at snakke med mange mennesker, da hun har været dels i hjemmeplejen, dels pædagog i Knudsgade og Brandur Allé. Hun stoppede på arbejdsmarkedet, da hun fyldte 70 år.

- Vi har tavshedspligt. Folk skal kunne stole på, at det, der snakkes om, ikke kommer til andres kendskab.

Lis Bisgaard indrømmer, at det er svært, når uhelbredeligt syge fortæller om deres sygdom.

- Men man må ikke tage problemerne med hjem, siger hun.

Kirsten Nørgaard er netop blevet ny frivillig, og har kun deltaget en enkelt gang.

- Det var faktisk Lis Bisgaard, der spurgte mig en dag, vi mødtes i Løvbjerg, fortæller Kirsten Nørgaard.

Kirsten Nørgaard har også haft et par familiemedlemmer, der er ramt af kræft.

Kirsten Nørgaard har været ansat på Brønderslev Plantecenter, og hun var én af de mange frivillige, der stoppede i protest i Mission Afrika Genbrug i Brønderslev.

- Selv om det er nyt for mig, synes jeg det er skønt at kunne hjælpe andre, siger Kirsten Nørgaard.

Hun er via sit job og sit engagement i Mission Afrika vant til at omgås mange mennesker.

- Jeg elsker at møde mennesker, og det er der mulighed for her, bemærker Kirsten Nørgaard, mens hun brygger kaffe til deltagerne i cafeen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...