Frivillige knokler natten igennem

Aalborg 10. marts 2007 05:00

AALBORG: 250 mand er klar til at knokle igennem, når Gigantium næste weekend skal tømmes efter koncerten med Cliff Richard. Og de frivillige hjælpere får travlt. Ikke alene skal scene, lyd, lys, bar og garderobe pilles ned og læsses på Cliff-karavanen, der består af fire busser og seks lastbiltrailere. For at blive kørt til Forum i København. Gigantium Arena skal også tømmes for stole. I modsætning til koncerten i aftes med Shakira, sidder publikum nemlig ned til Cliff Richard. - Vi når det, for vi skal være ude klokken 8. Så skal opstillingen til håndboldkampen senere på dagen i gang, siger koncertarrangør Kjeld Ranum fra B 52. Og på mange måder vil der være stor forskel på de to publikummer. I aftes var det de unge, som var til koncert med Shakira. Mange af dem blev kørt til hallen af deres forældre. Cliffs publikum er det modne publikum, hvoraf mange kommer langvejs fra for at opleve det engelske popikon. Det betyder, at mange kører i bil til Aalborg og skal parkere i området. For at undgå kaos ved hallen, bliver der arrangeret shuttlebusser fra de sædvanlige p-pladser i nærheden af Gigantium. Kun de 1000 gæster, som har sikret sig en billet til spisning inden koncerten, får lov til at køre helt hen til døren og parkere foran Gigantium.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...