Velgørenhed

Frivillighedens pris

Jens Nielsen brænder for frivilligt arbejde. Forleden fik han en pris som tak for sit arbejde for BFFI gennem 27 år.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jens Nielsen deltager også selv i naturgolfturneringerne. Foto: Bente Poder

Det at gøre noget for andre, uden nødvendigvis at få andet for det end et tak - og måske en øl eller vand - er noget, Jens Nielsen kender rigtig godt til. Gennem 27 år har han lagt adskillige kræfter og timer i frivilligt arbejde hos Brønderslev Familie og Firma Idræt (BFFI), og det fik han en velfortjent belønning for, da han i sidste uge modtog Nordjyske Service Sparekassers Idrætslederpris. - Jeg er meget beæret over at blive udvalgt til at få prisen. Men også glad - jeg har jo trods alt være med i 27 år og haft mange gode oplevelser herude, siger den 55-årige prisvinder. At det netop skulle blive sine evner og sit engagement inden for det frivillige arbejde, Jens Nielsen fik en pris for, er ikke helt tilfældigt. - Jeg har altid brændt for det frivillige, siger Jens Nielsen og uddyber: - Jeg kan godt lide den holdning, der ligger i det at arbejde frivilligt. Det at man gør noget uden absolut at skulle have noget for det. I dag er der lidt for meget af den modsatte holdning. Folk spørger: 'hvad får jeg for det?' - og det er altså ikke altid foreningerne kan honorere det. Nok får Jens Nielsen ikke nogen økonomisk gevinst af sit arbejde hos BFFI. Men hvad der ikke kommer ind på bankkontoen, får han til gengæld rigeligt af på andre måder: - Jeg får absolut meget ud af det selv. Jeg får masser af socialt samvær og gode netværk, som også udvikler sig til venskaber. siger han.