Velgørenhed

Frivilligt arbejde er blevet in blandt unge

Studierne udvides med praktisk erfaring fra varmestuer og foreninger

Ida Smithida.smith@nordjyske.dk AALBORG: "Unge gider ikke engagere sig i ulønnet arbejde". Sådan lød meldingen fra De Frivilliges Hus for et år siden. Men nu er tendensen pludselig fuldstændig modsat: De unge er vilde efter at få lov at bruge en del af deres fritid i Den sociale Skadestue eller Parasollen, Dansk Flygtningehjælp eller lektiecaféer. - Inden for det sidste halve år har der ikke været en uge, hvor der ikke er kommet en eller flere unge ind i huset for at få at vide, hvor de kan hjælpe, fortæller Birgitte Larsen fra De Frivilliges Hus. Hun fortsætter: - En enkelt uge kom der hele ti velkvalificerede unge. Det har vi aldrig oplevet før, og vi har spurgt os selv, hvad det mon er, der sker lige nu. Nogen entydig forklaring har hun ikke. Men hun har en formodning: - Der kommer mange socialrådgiver- og psykologistuderende ind. De har lyst til at supplere studierne med praktisk erfaring, siger de. Det kan udnyttes i studiet, men det ser jo også godt ud på et CV. I dag bliver der slået meget på, at man skal have kvalifikationerne i orden, og her tæller frivilligt arbejde også. Det er unge i 18-25 års alderen, der finder vej til De Frivilliges Hus. Og her tager man imod dem med kyshånd. - Det gør jo ikke spor, at de selv får noget ud af det. Der er flere elementer i det, og de unge har bestemt også et ønske om at gøre en forskel. Man kan sige, at de bliver her måske ikke i så mange år, som de ældre, men når de er på, så er de 100 procent på. De giver sig selv fuldt ud, og det er guld værd det de laver, fastslår Birgitte Larsen. Allerede da studierne gik i gang i efteråret, begyndte De Frivilliges Hus at kunne mærke en større interesse blandt de unge, og den er bare steget siden. - Lige efter tsunami-katastrofen fik vi en del henvendelser, og det var specielt fra unge. De ville gerne gøre noget, der kunne hjælpe flygtninge, så de gik specielt efter organisationer som UNICEF, Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp, fortæller Birgitte Larsen. Nødhjælp samt flygtninge- og indvandrerområdet er i det hele taget noget, de unge gerne vil beskæftige sig med. De psykologistuderende og de, der læser til socialrådgiver, vælger ofte at lægge deres indsats i Den sociale Skadestue, Parasollen eller en varmestue. Og endelig er der mange, der gerne vil hjælpe andre unge eller børn. For eksempel med lektielæsning eller i Ventilen, der er en klub for ensomme unge.