Frivilligt arbejde skal i faste rammer

Anders Broholm (V) vil have formuleret en klar politik for det ulønnede, frivillige sociale arbejde

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:- De frivillige er en fantastisk ressource, som vi kan og skal blive endnu bedre til at benytte. Både for de frivillige og for borgernes skyld.

Det siger Anders Broholm (V), byrådsmedlem og formand for kommunens sundhedsudvalg.

Han tager nu initiativ til at formulere en egentlig politik for det frivillige, sociale arbejde.

- Du har været formand for sundhedsudvalget i tre et halvt år og kommer så med forslaget her to en halv måned før kommunalvalget. Hvorfor først nu?

- Fordi det er aktuelt nu. Det kan jeg høre på hele debatten om De Frivilliges Hus i Frederikshavn. Derfor nu - og vi holder jo ikke op med at lave politik, fordi der snart er valg, siger Anders Broholm.

Ikke et spareprojekt

Han understreger, at en frivillighedspolitik handler om andet og mere end den aktuelle situation i De Frivilliges Hus i Frederikshavn og skal dække hele kommunen.

- Jeg tror, der er et behov for en koordinator for det frivillige arbejde i hele kommunen - og det kan godt være, det skal ligge i kommunens regi. I Skagen og Sæby har de nogle andre behov end i Frederikshavn, og derfor inviterer jeg til en åben debat og dialog om, hvordan politikken skal se ud, siger Anders Broholm, der vil samle alle seniorer, der stiller op som frivillige, foreningerne og personalet.

- Det er vigtigt at sige, at der forsat skal være klare skillelinjer mellem de frivillige og de ansatte. De frivillige skal ikke erstatte eller overtage arbejdet efter de ansatte, der har fagligheden. Det skal ikke være et spareprojekt men et projekt, der højner livskvaliteten, siger Anders Broholm.

Hospice Vendsyssel

- Vi kan se, hvor lidt tid hjemmehjælpen har til omsorg hos de ældre. Budgetterne er stramme, og der bliver ikke mere tid. Derfor skal vi se på, hvad vi så kan gøre. Mange ressourcestærke frivillige vil gerne bidrage, siger Anders Broholm.

Han nævner Hospice Vendsyssel som det gode eksempel.

- De ansatte har fagligheden, og de frivillige kan bidrage med noget helt andet. Nu formulerer vi en politik, der udstikker de store linjer for, hvordan vi griber det an, siger Anders Broholm.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.