Froch efter knockout: Kræver Kessler-kamp

Carl Froch forsvarede søndag nat sin IBF-titel med en knockout-sejr over Yusaf Mack. Froch vil møde Kessler.

Froch efter knockout: Kræver Kessler-kamp

Mikkel Kessler er en ønskemodstander for verdensmesteren Carl Froch, som natten til søndag forsvarede sin IBF-titel med en knockout-sejr over Yusaf Mack.

35-årige Froch vil nu enten møde amerikaneren Andre Ward eller Kessler i et revancheopgør, efter at danskeren slog Froch i 2010.

- Jeg føler, at jeg er i fysisk topform nu, og jeg kan slå Kessler og Ward. Jeg har ikke vundet hver eneste gang, jeg er trådt op i ringen, men jeg er heller ikke blevet udbokset.

- Jeg har tabt kampe knebent på point, men jeg kan sætte tingene på plads mod Kessler og Ward - det ved jeg, jeg kan, siger Froch til BBC.

Den engelske supermellemvægter viste god form, da han stoppede amerikanske Yusaf Mack med et dybt stød i maveregionen i tredje omgang foran 9500 tilskuere i engelske Nottingham.

Kessler og Ward er dermed fortsat de eneste to boksere, som har slået Froch i nu 32 kampe.

- Jeg er ikke blevet knockoutet på spektakulær vis som visse andre britiske boksere, der tror, de er superstjerner.

- Jeg er i min storhedstid, og jeg er klar til at møde hvem som helst. Det har jeg bevist mod dem, jeg har bokset mod. Jeg er bare nødt til at arbejde hårdt i 12 uger før en kamp, siger Froch.

Sammen med partneren Rachael Cordingley venter Froch sit andet barn om små fem måneder, så en ny kamp skal gerne arrangeres inden da.

- Jeg er på et stadie i min karriere, hvor jeg ikke har mere tid at spilde. Jeg kommer ikke til at gøre noget dumt som at gå i ringen for tidligt, men jeg kan være klar til at bokse igen i februar eller marts, vurderer Froch.

Hans promotor Eddie Hearn håber at arrangere tre store kampe i 2013. Ud over Ward og Kessler er målet også et møde mellem Froch og Lucian Bute.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.