Dyr

Frøer og tudser trues globalt af svampesygdom

En dødelig svampeinfektion spreder død og ødelæggelse blandt verdens 6000 arter af padder. Den er svær at gøre noget ved

grafik

grafik

Det går voldsomt tilbage for frøer og tudser over hele Jorden. Mindst hver tredje kendte paddeart betegnes som truet. Der er flere årsager til, at padderne i dag betragtes som verdens mest truede dyregruppe: Forurening, ødelagte levesteder og invasive arter. Men mere og mere tyder på, at også sygdom spiller en afgørende rolle. I 1999 opdagede forskere en hidtil ukendt svamp, der giver padderne en dræbende infektion på overhuden, og det har siden vist sig, at sygdommen kan udrydde 80 procent af en bestand på mindre end et halvt år. Svampen, der bærer det latinske navn Batrachochytrium dendrobatidis, er den mest alvorlige infektionssygdom, man nogen sinde har set hos hvirveldyr, fastslog verdens førende eksperter på området i 2005. I videnskabelige kredse taler man om en helt ny dimension i tabet af biologisk mangfoldighed - sammenlignelig med begivenheder i geologisk tid, for eksempel dinosaurernes uddøen. Det skriver Jos Kielgast, der er biologistuderende ved Københavns Universitet og ansat ved Zoologisk Museum, i Biologforbundets blad, Kaskelot. I 1980’erne blev videnskaben opmærksom på, at en række arter blandt padderne pludselig forsvandt på uforklarlig vis. Det mest kendte eksempel er den gyldne tudse, der i løbet af få år var helt væk fra sine levesteder i en uberørt tågeskov i Costa Rica. Hannerne var lysende orange og stærkt opsigtsvækkende, når de samledes i hundredvis omkring vandhuller. På samme tid forsvandt den nyopdagede slægt af maverugende frøer fra uberørte naturområder i Australien. Disse frøer var de eneste kendte dyr, som opbevarede deres afkom i mavesækken. Hunnen stoppede produktionen af mavesyre og slugte de befrugtede æg. Først når haletudserne var blevet til fuldt udviklede små frøer, kastede hunnen afkommet op. Ingen individer af disse to spektakulære arter er set siden, og de betragtes nu som uddøde. Om de blev ofre for den dræbende svamp, kan i sagens natur ikke bevises. - Det er i dag meget vanskeligt at bevise, at en art er udryddet. Den skal have været væk i mange år, og man skal søge efter den, siger Jos Kielgast. Knap 500 paddearter er allerede borte eller stærkt truede, og tallet stiger hastigt, fortæller rødlisten over truede arter fra den ansete naturbeskyttelsesorganisation IUCN. - De bedste observationer har man fra Australien og Syd- og Mellemamerika, hvor hele arter af springpadder er ved at forsvinde. Harlekinfrøerne omfatter 80 beskrevne arter, men man kender langt over 100. Inden for de seneste 20 år er de imidlertid forsvundet med en sådan hastighed, at man ikke har nået at beskrive nyopdagede arter, før de var væk, siger Jos Kielgast. Han var i 2004 selv på feltophold i Ecuador i Sydamerika for at se en lille bestand af en endnu ubeskreven art af harlekinfrøer. - Overvågningen var nedslående: Der var én bestand på færre end 150 individer, tilmed i stærk tilbagegang. Det var bedrøveligt at rejse bort med den viden, at man formentlig aldrig ville se denne frø i levende live igen, siger Jos Kielgast. Og hvad kan man gøre for at stoppe spredningen af den dødelige svampeinfektion? I første omgang ikke meget, så længe det drejer sig om vilde dyr - man kan blot forsøge at isolere dem og forhindre yderligere spredning. Forskere mener, at mennesker for nylig kan have spredt svampen ud over dens naturlige udbredelsesområde, og at padderne i andre regioner derfor ikke har nogen modstandskraft mod den. Vejen frem er alene at indsamle mere viden, mener den danske biologistuderende, som er ansvarlig for et samarbejde mellem Københavns Universitet og forskningsinstitutioner i fire andre lande. - Lige nu fokuserer vi som de første på Østafrika – mange ting tyder på, at denne del af verden rummer afgørende svar på, hvordan de uhyggelige masseuddøender opstår og spreder sig”, siger Jos Kielgast. /ritzau/