Frontfiguren øjner medalje

FARUM:Thomas Augustinussen førte an i AaB's 1-0 sejr i Farum, og den slidstærke midtbanespiller lod sig ikke ryste af, at han med Rasmus Würtz i straffeboksen havde nye makkere i maskinrummet i skikkelse af Trond Andersen og Thomas Kortegaard i hver sin halvleg. - Jeg tager tingene, som de kommer, og heldigvis slap jeg selv for et gult kort denne gang, så jeg i hvert fald på torsdag hjemme mod Viborg undgår den karantæne, der falder ved min næste advarsel. - Med 10.000 tilskuere på Aalborg Stadion glæder jeg mig til at hævne vores nederlag fra opgøret i Viborg, og det er jeg overbevist om, at vi gør. - Vi spillede en skidt anden halvleg mod FC Nordjælland, men alle mand kæmpede flot, og den slags kampe bliver ofte vundet af det hold, der er inde i en positiv stime. I lighed med den gængse melodi i AaB-lejren er Thomas Augustinussen ikke meget for at tale om medaljer - og dog. - Det var dejligt at tilbageerobre tredjepladsen fra FC Midtjylland, og godt nok mangler vi en række svære kampe, men tidligere har vi faktisk klaret os bedst mod de gode hold. - Her i foråret har vi så fået krammet på bundholdene, så nu må turen komme til topholdene. Og jeg må indrømme, at jeg er træt af at samle på femtepladser. Hvor kunne det være dejligt med en medalje.... abel