Froome drømmer om vanvittig bedrift i 2016

Chris Froome har tænkt sig at jagte sejren i tre af de absolut største cykelbegivenheder i næste sæson.

Det er ingen hemmelighed, at Chris Froome vil forsøge at gentage årets Tour de France-sejr i næste sæson. Men derudover vil han også jagte hele to OL-guldmedaljer i Rio blot få uger senere.

Ingen cykelrytter har vundet to olympiske guldmedaljer og den gule trøje i verdens mest prestigefyldte etapeløb i én og samme sæson.

Men Chris Froome vil mere end gerne blive den første i historien.

- Det kommer helt sikkert til at blive et spændende år. Det vigtigste for mig er at vinde Tour de France igen, men derefter prioriterer jeg linjeløbet i OL i Rio og nogle dage senere den olympiske enkeltstart.

- Både linjeløbet og enkeltstarten passer mig virkelig godt. Enkeltstarten indeholder over 1000 højdemeter, så det kommer til at blive hårdt.

- Jeg tror desuden, ruten er over 50 kilometer, og det er langt på en enkeltstart, siger Chris Froome til Sky Sports.

Den store udfordring for briten er, at OL-linjeløbet i Rio afvikles kun 17 dage efter den afsluttende etape i Touren. Fire dage senere køres enkeltstarten i den brasilianske kystby.

Froome indrømmer da også, at han har sat sig et yderst ambitiøst mål.

- Det er en voldsom målsætning, og jeg tror, jeg må tage hver konkurrence, som den kommer. Men det bliver spændende, virkelig spændende, siger han.

20. oktober bliver næste års Tour-rute præsenteret. Ved den lejlighed får Froome en god idé om, hvor krævende det bliver at vinde Touren for andet år i træk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst