Froome gennemgår succesfuld operation efter voldsomt styrt

Den britiske cykelstjerne Chris Froome er allerede begyndt at planlægge sin genoptræning fra sygesengen.

Ritzau
Chris Froome er blevet opereret på et hospital i franske Saint Etienne.
Cykelsport 13. juni 2019 18:31

ROANNE: Chris Froome kan nu begynde en lang, sej kamp for at komme tilbage på cyklen igen, efter at han onsdag styrtede voldsomt, da han varmede op til en enkeltstart i Critérium du Dauphiné.

Torsdag aften meddeler britens hold, Team Ineos, at Froome har gennemgået en succesfuld operation, der varede seks timer.

- Chris vågnede i morges og blev tjekket af konsulenter på intensivafdelingen og de specialister i ortopædi, der opererede ham, og de er begge godt tilfredse med hans fremgang, lyder det på Ineos' hjemmeside.

- Chris bliver på hospitalet de næste par dage, men deltager allerede aktivt i diskussionen om, hvordan han kan træne sig op igen, hvilket er meget opmuntrende.

Den britiske cykelrytter pådrog sig brud på lårben, albue, hofte og ribben samt nogle indre skader.

Kort efter onsdagens styrt slog holdchef på Team Ineos Dave Brailsford fast, at Chris Froome ikke ville kunne køre Tour de France i år. Froome vandt løbet, der er verdens største cykelløb, i 2013, 2015, 2016 og 2017.

Team Ineos har dog andre meget kompetente ryttere, der ventes at kunne køre med om den samlede sejr i skikkelse af sidste års vinder Geraint Thomas og stortalentet Egan Bernal.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...