Froome: Jeg er blevet bedre på enkeltstarter

Chris Froome hævder, at han er blevet bedre på tidskørsler og føler sig klar til kampen mod uret i Touren.

Froome: Jeg er blevet bedre på enkeltstarter

Manden i Tourens førertrøje, Chris Froome, er kendt som en af feltets bedste på enkeltstarter, og det får han chancen for at bevise igen onsdag.

Sky-rytteren mener, at han er blevet hurtigere i den fysisk krævende disciplin.

- Enkeltstart er en af de discipliner, hvor man bliver bedre, jo flere man har kørt. Man får simpelthen en bedre fornemmelse af krop og fart. Og jeg har kørt nogle stykker i denne sæson.

- Der er små marginaler, man kan skrue på for at vinde tid. Vi har fået nye cykler, og jeg har trænet i vindtunnel. Lægger man de ting sammen, så udgør de en lille forbedring. Jeg føler mig klar og ser frem til den enkeltstart, siger Chris Froome.

Chris Froome erobrede løbets førertrøje efter den første rigtige bjergetape lørdag, hvor han udnyttede sine rivalers svaghed og angreb på sidste stigning op mod mål.

Her vandt han næsten halvandet minut til Alejandro Valverde og næsten to minutter til Alberto Contador.

Men det er en udfordring for Froome at køre i gult med alt, hvad der følger af interview og ståhej før og efter etaperne.

- Den gule trøje lægger et ekstra pres på ens skuldre. Det er en erfaring, jeg også har hentet i løbet af foråret, hvor jeg har kørt med førertrøjen i flere løb - godt nok ikke på helt det samme høje niveau som her i Touren.

- Men jeg betragter hver dag i den gule trøje som en velsignelse. Jeg tager det dag for dag, siger Froome.

Chris Froome starter som sidste rytter på enkeltstarten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.