Froome melder sig klar til VM i enkeltstart

Den nybagte Vuelta-vinder udfordrer verdensmesteren Tony Martin i tidskørslen i Bergen 20. september.

Ritzau
France Cycling Tour de France Foto: /ritzau/AP/Peter Dejong/arkiv
12. september 2017 14:41

Den dobbelte grand tour-vinder Chris Froome er med, når verdens bedste tempokørere kæmper om VM-titlen i den norske by Bergen senere på måneden.

British Cycling meddeler, at Froome har meldt sig klar til enkeltstarten 20. september, hvor han blandt andre skal udfordre den forsvarende verdensmester, tyskeren Tony Martin i kampen mod uret.

Froome, der i denne sæson har vundet både Tour de France og Vuelta a España, tog bronze i enkeltstart ved OL i Rio sidste år.

- Jeg er glad for, at Chris Froome ønsker at afslutte sin sæson sammen med Storbritanniens landshold efter at have haft endnu et fantastisk år.

- Jeg ser frem til at se ham på en rute, der passer til hans styrker, siger den britiske landstræner Iain Dyer ifølge AFP.

Enkeltstarten bliver afviklet 20. september på en 31 kilometer lang rute, der indeholder en enkelt markant stigning. Ud over Froome stiller briterne med Stephen Cummings.

Til gengæld ser Storbritanniens hold i linjeløbet knapt så velbesat ud. Hverken Froome, Geraint Thomas eller Mark Cavendish er blandt de ni ryttere, briterne tropper op med 24. september.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...