Froome sætter Contador på plads på bjergetape

Spanieren Alberto Contador kunne ikke følge med, da Chris Froome vandt 4. etape i Tirreno-Adriatico.

Froome sætter Contador på plads på bjergetape

Chris Froome viste sig som den stærkeste, da den britiske Team Sky-rytter vandt 4. etape i Tirreno-Adriatico.

Op ad den afsluttende stigning på Prati di Tivo stak Froome af sted med en kilometer til målstregen og vandt i suveræn stil.

Kort forinden havde bjergspecialisterne prøvet hinanden af, og med 2,7 kilometer til mål havde Alberto Contador held til at slippe fri. Men kaptajnen fra Team Saxo-Tinkoff kunne ikke holde de andre i førergruppen bag sig.

Lidt senere angreb Vincenzo Nibali fra Astana-mandskabet, men italieneren kunne heller ikke komme af sted fra gruppen, der også havde deltagelse af polske Michal Kwiatkowski fra Omega Pharma-Quickstep.

Til sidste kørte Chris Froome fra alt og alle og demonstrerede, at han er i fremragende form.

I den samlede stilling er briten nu nummer to - fire sekunder efter Kwiatkowski, der er ny i førertrøjen. Alberto Contador er nummer fire - 30 sekunder efter den førende polak.

Hos Team Saxo-Tinkoff er sportsdirektør, Philippe Mauduit, tilfreds med indsatsen på 4. etape.

- Vi kan ikke fortryde noget, da Alberto sad, hvor han skulle, og han angreb flere gange på den sidste stigning, men blev hentet hver gang.

- Sky var enormt godt kørende under hele etapen, og Froome satte prikken over i'et for dem, og det bliver nu svært for os at hente tidstabet.

- Det vil sikkert kræve en noget vanskeligere etapeprofil end den, søndagens etape byder på. Men løbet er skam ikke ovre endnu, siger Mauduit til Team Saxo-Tinkoffs hjemmeside.

ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.