Froomes løjtnant: Naturligt at vi vinder suverænt

Det var helt naturligt, at Sky blev nummer et og to på Tourens 8. etape, siger Sky-løjtnanten Richie Porte.

Froomes løjtnant: Naturligt at vi vinder suverænt

Chris Froome kørte sig i position til samlet sejr i Tour de France med en suveræn opvisning på løbets første bjergetape, og Sky toppede det hele ved at få holdkammeraten Richie Porte ind på andenpladsen.

Froome er samlet næsten halvandet minut foran Alejandro Valverde på tredjepladsen, og briten har 1,51 minutter ned til Contador på syvendepladsen. Porte indtager andenpladsen, 51 sekunder efter Froome.

Men det er ikke noget, der overrasker Porte.

- At køre væk fra de ryttere i dag, havde jeg måske ikke regnet med, men vi har set det i løb som Criterium du Dauphiné, så det er egentlig ikke den store overraskelse, siger Porte.

Heller ikke Saxo-Tinkoff og Alberto Contadors nedtur kan komme bag på australieren, som dog advarer mod at afskrive spanieren, der tidligere har vundet løbet.

- Nej, vi har vist hele sæsonen, at vi er stærkere end dem. Alberto er en fremragende rytter, og det er ikke det sidste, vi har set til ham. Måske har han allerede en plan, som vil udfordre os i morgen, siger Porte.

Froome erobrede den gule førertrøje fra Daryl Impey (Orica-Greenedge), og nu håber Sky, at holdet kan bevare den indtil afslutningen i Paris om to uger.

- Det er vores overordnede mål at bevare denne førertrøje til Paris. I morgen venter en ny hård dag, og det ser jeg frem til.

- Det er noget, man drømmer om. Da jeg så den skade, vores arbejde gjorde på den sidste stigning, så gav det mening at presse på. Og så kørte Chris alene.

Det så ud til, at Porte angreb, efter at Froome var kørt alene, men det var mere et spørgsmål om at køre til mål i eget tempo, siger den tidligere Bjarne Riis-rytter.

- Det var egentlig ikke noget angreb. Det var bare sådan, at de andre var trætte, så jeg kørte væk fra dem. Det ville ikke give mening at blive hos dem, jeg ville hellere køre op i mit eget tempo, siger Porte.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.