Frosne vandrør var skyld i brand

En optøning af frosne vandrør startede en mindre brand i Pandrup

Arkivfoto

Arkivfoto

PANDRUP:Da en smed tirsdag eftermiddag var ude for at tø vandrør op i en bolig på Klostermarken i Pandrup, startede det en mindre glødebrand på ejendommens loft.

Det oplyser indsatsleder Ole Leonhard fra Nordjyllands Beredskab, der også fortæller, at det er første gang, at han har været ude ved en glødebrand, der er opstået på baggrund af vandrør, som skulle varmes op.

Beredskabet ved ikke præcis, hvordan branden er opstået. Men det kan muligvis være sket ved, at der ved varmtvandsbeholderen på loftet var nogle vandrør, hvor den elektriske spænding, der var sat til for at optø rørene, kan have skabt så stor en varme, at der er opstået gløder ved skum-isoleringen omkring vandrørene.

Det tog ikke meget mere end fem minutter at få glødebranden under kontrol, da smeden allerede havde hældt vand på.

Beredskabet blev tilkaldt, da smeden ikke kunne få adgang til hele området med gløder. I alt er det omkring 30 kvadratcentimeter loft, som har taget skade.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.