Fodbold

Frost flytter fight

AALBORG: Vejrgudernes frostklare ånde har pustet til AaB's planlagte træningskamp i fodbold mod Randers Freja fra 1. division. Superliga-mandskabet, der møder Køge på udebane i forårspremieren søndag 16. marts, skulle have mødt kronjyderne, som FC Nordjylland fra 2. divisions absolutte top slog 2-1 i lørdags på en græsbane i Vildbjerg, i eftermiddag udendørs, men kampen er flyttet til onsdag eftermiddag kl. 16.15 i Gigantium i Aalborg. - Vi har været vidt omkring - helt til Vildbjerg - for at finde en brugbar græsbane, men det mislykkedes, siger AaB-cheftræner Poul Erik Andreasen. - Lars Olsen (ny cheftræner i Randers Freja og tidligere landsholdsanfører i fodbold i sin tid som Brøndby-spiller, red.) fandt det uacceptabelt at skulle spille i Vildbjerg igen. Banen var for dårlig i lørdags mod FC Nordjylland, og vi kunne ikke få tid i Gigantium tirsdag. Derfor spiller vi kampen onsdag sidstnævnte sted, fortsætter han. Stefan Bidstrup, der har døjet med akillessenerne på det seneste, står til at glide ind i truppen mod Randers Freja, mens lyskenplagede Diego Tur sandsynligvis spares til lørdagens træningskamp mod Viborg fra Superligaen. - Diego Tur er tæt på at være klar igen, men jeg tror, vi ser bort fra ham mod Randers Freja, siger Poul Erik Andreasen. På skadeslisten er i øjeblikket også Klebér Saarenpää, Peter Tranberg, Thomas Bælum og Michael Silberbauer. U 21-landsholdsanfører Michael Silberbauer forventes tidligst klar til forårspremieren i Køge næste søndag.jeri