Frosten driller

Fodbold 1. marts 2003 07:00

AALBORG: Straks efter hjemkomsten fra betydeligt lunere himmelstrøg i Portugal må AaB's superligahold i fodbold bøje sig for de danske vejrguder og gennemføre dagens træningskamp mod Horsens i Gigantium, hvor der fløjtes op kl. 13.15. - Vi havde regnet med at spille i Grenaa, hvor Horsens ligger i træningslejr, men frosten gør banerne ubrugelige, konstaterer AaB-cheftræner Poul Erik Andreasen. Han krydser nu fingre for, at holdet kommer på græs i de to afsluttende testkampe på tirsdag mod Randers Freja og næste lørdag mod Viborg. AaB håber at få tilladelse til at afvikle kampen mod Viborg på Aalborg Stadion, hvor der er varme i græsset. De tre nordjyske 2. divisionshold satser på at afvikle weekendens testkampe udendørs. FC Nordjylland med AaB-lejesvenden Ziad Saliba i truppen har planlagt at møde Randers Freja i dag i Vildbjerg, og Jetsmark spiller mod Hobro i Fjerritslev, mens Hjørring håber at kunne anvende sit eget anlæg i morgen mod Nørresundby. abel

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...