Nordjylland

Frostvejr på vej: Få de gode råd om vinterdæk

Allerede på fredag kan de første snefnug falde i Nordjylland

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Den har været længe undervejs. Vinteren. Men i weekenden ser det ud til, at vi får frostgrader i Danmark, og måske ovenikøbet lidt slud eller sne.

I første omgang er det i Nordjylland man fredag eftermiddag kan spejde efter snefnuggene, skriver TV2 VEJRET.

Det er ikke, fordi sneen falder i de store mængder, men der kan alligevel være brug for vinterdæk for at stå fast på vejen.

I den forbindelse har Morten Rosenlund, autochef i Falck, svar på seks vigtige spørgsmål om vinterdæk.

Skal jeg skifte til vinterdæk eller ej?

Om du skal skifte til vinterdæk afhænger af dit behov. Hvis du er afhængig af bilen, når der er sne på vejene, bør du skifte til vinterdæk. Du bør også altid have tre millimeter mønster på dækkene, også selvom loven siger 1,6 millimeter. Hvis du kører på skiferie i din bil, skal du være opmærksom på, at der kan være forskellige minimumskrav til mønsteret i forskellige lande. I Østrig er mindstekravet eksempelvis fire millimeter.

Hvis jeg lader bilen stå, når det sner, kan jeg så komme gennem vinteren på sommerdæk?

Ja. Hvis du har mulighed for at undvære bilen, kan du også undvære at skifte til vinterdæk. Men hav med i overvejelserne, om du ikke akut kan få brug for bilen - også selvom det sner.

Jeg har brede sommerdæk på min bil, står de ikke godt nok fast i sneen?

Nej. Brede sommerdæk står dårligt fast i sneen. Jo bredere et dæk er, jo dårligere friktion er der på sne og is. For tidligere generationer af vinterdæk sagde man, at de skulle være smalle, men ny teknologi i vinterdækkene gør, at de fleste biler kan køre med samme bredde vinterdæk. Hvis din bil har ekstra brede sommerdæk, anbefales det dog at skifte til vinterdæk i normal bredde.

Skal jeg skifte til vinterdæk, allerede ved temperaturer på syv plusgrader?

Nej. Sommerdæk kan stadig bruges, når temperaturen viser syv grader. Vær til gengæld opmærksom på temperaturen om natten. Hvis der er nattefrost, er det også sæson for vinterdæk.

Kan jeg bremse på sne med sommerdæk, når jeg har ABS-bremser?

Nej. Uanset om du har ABS-bremser eller ej, så gør sammensætningen af gummiet og opbygningen i dækmønsteret, at dit sommerdæk har dårlig friktion mod sneen. Derfor kan dækket ikke få bid i sneen og kurer derfor afsted på sneen i stedet.

Bilen har ikke noget reservedæk, er det en god idé at lægge et sommerdæk i bilen i stedet?

Nej. Det er ikke lovligt at blande vinter- og sommerdæk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.