Fru Erna Iversen til møde om arbejdsmiljø

Arbejdsmiljø 8. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Med fru Erna Iversen - alias skuespilleren Peter Larsen i topform - er deltagerne garanteret en fantastisk aften, hvis man besøger Nordjyllands Idrætshøjskole tirsdag tirsdag 10. september. Denne aften holder koordinationsudvalgene i Brønderslev og Hals kommuner i samarbejde med BST og Sund By Butikken nemlig temaaften om det fysiske arbejdsmiljø. Alle ansatte i såvel offentlige som private virksomheder kan deltage. Sidste år havde man det psykiske arbejdsmiljø som tema og med stor succes. - Til sidst var vi nødt til at stoppe for flere tilmeldinger, og selve temaaftenen gav os alle noget med hjem, som vi har kunnet bruge i vores arbejdshverdag efterfølgende. Nu håber vi bare på ligeså stor succes i år, siger Mette Olesen fra koordinationsudvalget i Brønderslev Kommune. Temaaftenen er dog ikke kun sjov og ballade. Derfor er en del af tema-aftenerne blandt andet en række workshops med emner som: Sundhedspolitik på arbejdspladsen, Hvor kan man få hjælp?, Løfteteknik, forflytning, Indretning af arbejdspladsen og Livsstilsintervention på arbejdspladsen på programmet. Overlæge Svend Viskum fra Arbejdsmedicinsk Klinik holder forinden foredrag om arbejdsmiljø og sundhed. Ifølge Mette Olesen er der god grund til, at både arbejdsgivere og medarbejdere bakker op om projektet. - Der er nemlig for mange fysiske arbejdsskader, som koster dyrt for både den ansatte, det rammer og for den arbejdsvirksomhed, hvor vedkommende er ansat. Og for samfundet som sådan er det heller ikke tilfredsstillende, at en række mennesker bliver sygemeldte på grund af et ikke-optimalt arbejdsmiljø. - Derfor er koordinationsudvalget jo også sat sammen af repræsentanter fra bl.a. DA, LO, Arbejdsformidlingen og kommunerne. Jo mere, alle de involverede parter kan arbejde sammen om det forebyggende arbejde, jo bedre er det for både den enkelte, vedkommendes arbejdsplads og samfundet, siger Mette Olesen. Det koster ikke noget at deltage, og der vil blive serveret en let anretning for deltagerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...