Fru Sørensen rykker

FJERRITSLEV:Der var gang i den, da Lis Sørensen og hendes veloplagte band indtog et udsolgt fællesrum på Fjerritslev Gymnasium i MusikCompagniets sidste koncert dette forår. Sammen med guitaristerne Poul Halberg, Per Chr. Frost og Jette Schandorf og Jan Sivertsen på percussion gav Lis Sørensen både gode gamle Sebastian-numre, sange af hende selv og helt nye af Poul Halberg. Det gav et godt blandet program, fra hidsige latinamerikanske rytmer, hvor de skrappe guitarister og Jan Sivertsen med grå løvemanke og ulvesmil rigtigt foldede sig ud, til de stille numre, hvor Lis Sørensens sang sine dejlige evergreens om havet og nærheden, så alle lyttede. Det blev en forrygende aften, og selv efter to timer var publikum ikke parat til at slippe Lis Sørensen og band, der kvitterede med tre ekstranumre, inden de drog afsted for at puste ud på Svinkløv Badehotel. - Og hvor man også kan se ud over havet, som Lis Sørensen sagde.