Frustration på dansk korvet

Danmark 23. september 2006 06:00

KØBENHAVN: Efter 10 dage i en tysk havn er korvetten Peter Tordenskiold nu atter på vej hjem til Danmark, efter at der alligevel ikke er brug for fartøjet i FN’s udvidede styrke i Libanon. - Vi har hele tiden vidst, at det her kunne ske, men henover perioden opbygger vi forventninger om, at vi skal ned og løse de opgaver, som vi er trænet til. Og det udløser selvfølgelig frustration og skuffelse, når de forventninger ikke bliver indfriet. Det var et kæmpe antiklimaks at få beskeden, siger Carsten Fjord-Larsen, der er chef for korvetten. Da beskeden kom, var korvetten uden for rækkevidde af normal telekommunikation, så mobiltelefonerne lyste op, da skibet i nat igen fik mobildækning, og besætningen fik lov til at ringe hjem. - Alle er selvfølgelig glade for at komme hjem og se deres familier. Så det er en tosidet situation, siger Carsten Fjord-Larsen. På korvetten har man ikke fået besked om, hvorfor man er blevet sendt hjem, men det skyldes formentlig, at andre nationer har kunnet stille med de større korvetter. Peter Tordenskiold ventes at lægge til i Flådestation Korsør omkring klokken fem fredag aften. Derefter skal der gennemgåes en række procedure med toldmyndighederne, før besætningen får lov til at gå i land til deres familier et par timer senere. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...