Frustrerede OL-danskere træner på hullet beton før maraton

Der er stillet en nedslidt, hullet og knaldhård træningsbane til rådighed for OL-maratonløberne i Japan.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

World Athletics Championships - Doha 2019 Thijs Nijhuis (billedet) og Abdi Ulad skal klokken 00.00 natten til søndag dansk tid løbe maraton i Sapporo ved OL. (Arkivfoto). Aleksandra Szmigiel/Reuters

TOKYO:Maratonløberne Thijs Nijhuis og Abdi Ulad skal søndag deltage i en af de allersidste konkurrencer ved OL i Tokyo.

Danskerne har dog haft en lidt speciel optakt til maratonløbet, der foregår i Sapporo 1000 kilometer nord fra Japans hovedstad. Optakten har været det værste, de har prøvet.

De japanske arrangører har stillet et nedslidt stadion med en hullet, knaldhård og asfalteret træningsbane til rådighed for de olympiske maratonløbere.

- Det er helt skørt. Vi er samlet 200 mænd og kvinder, og hver anden brokker sig over ondt i akillessenen og i læggene, siger Thijs Nijhuis om forholdene i Sapporo.

- Jeg er ikke vant til at træne på beton, og det paradoksale er, at der er en park med store græsarealer lige rundt om, men den må vi ikke bruge, siger den 28-årige OL-debutant.

Den to år ældre Abdi Ulad, der deltog i Rio i 2016 og er til sit andet OL, har ligesom Thijs Nijhuis ikke fået trænet særlig meget den seneste uge på grund af de kritisable træningsforhold.

- De lokale kigger på os, og vi ligner jo en flok køer, der lige er blevet lukket ud. Man kan næsten kun grine af sig selv, selv om man står der med ondt i knæ og led.

- Jeg synes, at det er skidt, når det er os, der er selve produktet i maratonløbet. Men det var der nogle andre end os, der skulle have taget kampen om for et halvt eller helt år siden, siger Ulad.

Når de to danskere ikke lige har været henne på det ramponerede stadion, så har de befundet sig på deres hotel.

Thijs Nijhuis fortæller, at der står politibetjente og viser vej, når danskerne forlader hotellet og går "de fire meter" hen til bussen, der kører ud mod træningsanlægget.

- Det er en fordel, at vi har haft hinanden, ellers tror jeg godt, at man kunne være blevet ramt af en depression, siger Nijhuis, mens Abdi Ulad tilføjer:

- Jeg har aldrig følt mig så isoleret fra andre mennesker. Forholdene er under al kritik. Det er så skidt.

Når maratonløbet går i gang søndag morgen 07.00 lokal tid, klokken 00.00 natten til søndag dansk tid, må de end ikke gå de 500 meter hen til starten. I stedet bliver de kørt i bus to timer tidligere.

- Vi har ikke noget at lave derhenne så tidligt. Bussen kunne sagtens vente en time mere med at køre, siger Thijs Nijhuis, der stiller vækkeuret til klokken 03.20 lokal tid.

Det skyldes, at han skal have noget at spise cirka tre en halv time, før maratonløbet går i gang.

I begyndelsen af opholdet i Sapporo var maden også dårlig, men efter kritik fra flere af løberne er der sket noget.

- Maden er gået fra en halv stjerne til ti stjerner.

- Vi går ikke sultne i seng mere. Da vi kom var der ikke meget på tallerkenen. Det kan godt ske, at vi ser tynde ud, men vi spiser en hel del, og vores mavesække er ret elastiske, siger Abdi Ulad.

Selv om opholdet i Japan indtil videre har været en hård omgang for de to danskere, så ser de frem til at komme i gang med konkurrencen.

For som de siger, så kan de alligevel ikke ændre på forholdene, der er ens for alle deltagerne.

- Jeg glæder mig til at få min olympiske debut. Det er kæmpe stort, siger Thijs Nijhuis.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.