Frustrerede pædagoger til politisk stormøde

Hjørring 12. september 2002 23:50

HJØRRING: Fronterne var trukket skarpt op på Vendelbohus torsdag aften, da tæt på 250 medlemmer af de tre fagforbund BUPL, PMF og PLS, der dækker over pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogstuderende, havde sat lokalpolitikerne stævne til stormøde over arbejdsforhold, som de ansatte selv betegner som umenneskelige. Hjørrings borgmester Bent Brown (S), formand for børne- og undervisningsudvalget Else Købstrup (V) og næstformand i samme udvalg Hanne Jensen (S) var sat stævne til et dialogmøde, der yderst tydeligt tegnede et billede af meget dårlig trivsel for de ansatte i Hjørrings børne- og daginstitutioner. De mange deltagere leverede mange spørgsmål til politikerne om alt fra selve lønsystemet til det psykiske arbejdsmiljø. Herunder måden, som Hjørring Kommune "lønner" institutionerne på, idet det meget svingende antal børn igennem et år i de enkelte børnehaver eller fritidsordninger følges af en bestemt pose penge pr. barn og et bestemt afsat antal arbejdsstimer. Penge, som institutionerne selv skal administrere, men penge som ifølge pædagogerne overhovedet ikke kan dække de faktiske forhold. - Vi kan simpelthen ikke længere honorere, at Hjørring Kommune bare skærer ned og ned, og at vi samtidig løber hurtigere og hurtigere, lød en næsten samstemmende melding fra de ansatte. Omvendt var der fra såvel borgmester Bent Brown som udvalgsformand Else Købstrup tilbagemeldinger om, at man fra Kommunens side nu vil arbejde på højtryk på, at arbejdsmiljøet kulegraves, samt at de endelige budgetter jo ikke er endeligt vedtaget. Endelig blev der også stillet mistillid til næstformand i børne- og undervisningsudvalget, Hanne Jensen, idet flere mente, at hun på grund af andet arbejde for ofte var fraværende ved udvalgets møder. -sand

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...