Frustrerende fiasko

Rutsjeturen mod bunden fortsatte i det midtjyske for AaB's superligahold

Fodbold 6. april 2003 08:00

IKAST: AaB mistede endnu et skridt i bestræbelserne på at fastholde kontakten til Top-3 i Superligaen i fodbold, da FC Midtjylland - nu ubesejret i de seneste syv hjemmekampe - lidt heldigt hev en kneben sejr på 2-1 hjem. I stedet fortsatte rutsjeturen mod rækkens bund for nordjyderne, der nu er seks point efter netop FC Midtjylland, som puster FC København og Brøndby i nakkehårene. Krisen kradser i AaB-lejren efter et pointudbytte på blot et af slagsen efter forårets tre første spillerunder, men der var svært at klandre det udskældte og fortsat meget skadesplagede AaB-mandskab ret meget efter indsatsen mod formstærke FC Midtjylland, der nu har gjort rent bord med tre sejre på stribe i forårets kampe. - Indsatsen er godkendt. Vi kan ikke gøre mere ene det, vi gjorde i dag, men vi har altså heller intet held for tiden, sukkede Poul Erik Andreasen, AaB-cheftræner umiddelbart efter nederlaget. - Vi havde klart flest målchancer og spillede i store perioder bedst, men vi rammer stadig overligger eller stolpe eller må se bolden blive reddet på målstregen, mens modstanderne scorer to gange på tre-fire forsøg inden for målrammen, fortsatte Poul Erik Andreasen. Fortsatte fighten AaB-mandskabet, der blev pebet banen efter 0-1-nederlaget hjemme mod Esbjerg fB for 14 dage siden, var i går oppe i et langt højere gear, og specielt i første halvleg var takterne gode hos gæsterne, der med lidt held kunne være gået til pausen med en føring på 2-1. - Der er ikke så meget at sige til det, sagde AaBs målscorer i går, forwarden Thomas Augustinussen. - Vi må bare blive ved med at fighte og tro på det. Vi har intet held for tiden, og det vil unægtelig lune med en sejr på onsdag mod Næstved i pokalturneringen, fortsatte AaBs bedste spiller i gårsdagens opgør. Han stod for udligningen til 1-1 i det 28. minut på et smukt hovedstød, og fem minutter senere var Thomas Augustinussen direkte uheldig med ikke at score til 1-2 på et nyt hovedstød efter forarbejde af en i første halvleg sprudlende Jacob Sørensen. FC Midtjyllands målmand, Anders Rasmussen, fik imidlertid flot fingrene på bolden oppe i det ene målhjørne. - Det var surt at se ham redde det hovedstød, men det var egentlig meget symptomatisk for kampen som helhed, sukkede Thomas Augustinussen. AaB-træner Poul Erik Andreasen tog dukkerten med fatning. Op ad bakke - Vi har i øjeblikket fem aktuelle landsholdsspillere, og fire af dem kom hjem med hver to kampe i benene til mødet med FC Midtjylland, men jeg var nødt til at trække store veksler på dem alligevel. Andres Oper blev træt, og da vi erstattede ham med Erik Bo Andersen i slutfasen, så pådrager Erik Bo sig et trælår og må skiftes ud igen. Det er op ad bakke for os for tiden, erkendte Poul Erik Andreasen. Fire minutter før tid var heldet heller ikke med AaB, da Allan Gaarde tordnede bolden mod FCM-målet for blot at måtte se Jesper Mikkelsen, uldjydernes målscorer til 2-1, redde på målstregen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...