Aalborg

Frygt blev til virkelighed i fjordpark: Kvinde i knibe i vandet

Øjenvidne kritiserer, at der ikke er livreddere trods masser af badegæster

Friluftsbadet i Vestre Fjordpark er populært, men nogle af de besøgende savner livreddere. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Friluftsbadet i Vestre Fjordpark er populært, men nogle af de besøgende savner livreddere. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

AALBORG:- Hun lå helt stille. Jeg troede hun var druknet.

Sådan fortæller en mor, som onsdag eftermiddag var vidne til en grim episode i friluftsbadet i Vestre Fjordpark i Aalborg, som i disse sommervarme dage har masser af badegæster.

Trods de mange besøgende er der ingen livreddere endnu - de kommer først 23. juni, oplyser Aalborg Kommune.

Derfor var der heller ingen ingen livredder, da en 21-årig kvinde onsdag eftermiddag pludselig fik krampe ude i vandet i friluftsbadet og kom i knibe.

En chokeret mor så den 21-årige kvinde ligge helt stille på land efter episoden. Moren fortæller, at hun selv "fik ondt i maven" af synet.

Et syn hun har frygtet, lige siden det gik op for hende, at der faktisk ikke er livreddere i det populære og velbesøgte friluftsbad i Vestre Fjordpark endnu.

- Jeg tror ikke, alle forældre er klar over, at der ikke er livreddere ved friluftsbadet, siger moren.

Hun ønsker at være anonym, men redaktionen kender hendes navn. Hun har ingen forbindelse til den kvinde, der kom i knibe i friluftsbadet.

Med ambulance på syghus

Det endte ikke med en drukneulykke onsdag.

Ifølge vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi blev der ringet 112 kl. 15.32, og både politi og ambulance sendt til Vestre Fjordpark.

Ifølge de oplysninger, vagtchefen har, var den 21-årige kvinde selv kommet op fra vandet trods kramper. Hun blev med ambulance kørt til tjek på Aalborg Universitetshospital, men skulle angiveligt ikke være kommet noget alvorligt til.

Den mor, som var et af vidnerne til episoden, siger, at den 21-årige kvinde havde slugt masser af vand.

Moren forstår slet ikke det manglende opsyn i Vestre Fjordpark. Hun fortæller, at selv om udspringstårnet med 5 meter- og 10 meter-udspring formelt er afspærret, kravler mange alligevel op, springer ud og ned i vandet. Også børn.

Bekymret henvendelse til kommunen

Allerede i fredags henvendte den bekymrede mor sig til Aalborg Kommune for at høre, om de dog ikke kunne sørge for, at der kommer livreddere ved det velbesøgte friluftsbad i Vestre Fjordpark. Herfra lød svaret, at livredderne først indsættes sidst i juni.

- Vi er flere, der frygter, at det kan gå galt, siger moren.

Hans Henrik Henriksen, rådmand for by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, siger, at det aldrig har været konceptet for friluftsbadet, at der er livreddere på denne tid af året. Der er kun livreddere i skolernes ferie.

- Det er den bemanding vi har derude. Man bader på eget ansvar i friluftsbadet og skal følge de almindelige baderåd, siger han.

- Selvfølgelig giver sådan en episode stof til eftertanke. Jeg vil bede om at få en situationsrapport fra bademesteren om det, der skete onsdag, tilføjer rådmanden.

Måske vil kommunen drøfte med politiet, om udspringstårnet skal afspærres bedre. Det er kun åbent under opsyn.

Indtil videre kommer der først livreddere ved friluftsbadet fra 23. juni.

Så du episoden i friluftsbadet onsdag omkring kl. 15.30? Så send en mail til os på webjour@nordjyske.dk

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst