EMNER

Frygt for ballade før demonstration

To anholdt og 34 tilbageholdt før anti-isalmisk arrangement i Aalborg

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En mindre gruppe på omkring 15 personer vandrede en kort tur gennem byen med Anders Gravers, SIAD, i front. Flere af demonstranterne bar skud- og stiksikre veste.

Politiet tog ingen chancer, da Stop Islamiseringen af Danmark holdt demonstration lørdag eftermiddag ved Medborgerhuset i Aalborg. Allerede før demonstrationen overhovedet var kommet i gang, blev to venstreorienterede unge anholdt og 34 fra en moddemonstration tilbageholdt af frygt for ballade i Aalborgs gader. Politiet var talstærkt til stede i gaderne før og under demonstrationen, og det var ikke mindst meldingerne om, at en gruppe på cirka 40 unge fra Nørrebro i København var på vej til Aalborg for vise deres modstand mod arrangørernes synspunkter, der fik politiet til at køre ekstra mandskab i stilling. Temaet for demonstrationen var ”Mindre kontrol af borgerne, mere kontrol af banderne”. Indvandrerbander får lov til at hærge i Danmark. Samtidig overvåges og kontrolleres danskerne mere og mere. Men nu skal det være slut, lød budskabet igen og igen fra talerne Anders Gravers, SIAD, Michael Ellegaard, Frit Danmark, og Julius Børgesen, tidligere talsmand for Dansk Front. De deltager alle i foreningen Anti-Jihad Danmark, som er en sammenslutning af blandt andre Stop Islamiseringen af Danmark, Nationale Danskere, I Media, Frit DK og Frie Danske Nationalister. Talerne langede især ud efter det, de kaldte indvandrerbanderne. - Muslimske indvandrerbander hærger i nattelivet. Men hvem betaler for, at de er her, det gør danskerne. Der skal slås ned på de kriminelle, tordnede Anders Gravers, mens han forsøgte at overdøve tilråb fra folk, der overværede demonstrationen. - Førhen var det trygt at sende vores døtre ud i nattelivet. I dag er vi bange for, at de bliver voldtaget. Og de unge mænd skal være bange for at blive stukket ned, fortsatte SIAD"s formand. Michael Ellegaard fulgte trop. - Politikerne tror, at gennem øget kontrol og hårdere straffe kan komme indvandrerbanderne til livs. Men det er utopi, for de kriminelle skal sendes hjem. Hjemsendelser er et must, hvis vi vil kriminaliteten til livs. Talerne mente samtidig, at danskerne efterhånden overvåges så meget, at det begrænser deres frihed. - Vi skal ikke have mere kontrol af almindelige danskere, bare fordi indvandrerbander får lov til at hærge, mente Michael Ellegaard. Efter talerne gik en lille gruppe på omkring 15 personer fra Nørregade mod Sauers Plads, hvor demonstrationen blev opløst. Efter knap halvanden time med anspændt stemning i Aalborg Centrum var der ro - Nørregade blev alligevel ikke omdannet til Nørrebro.