Lokalpolitik

Frygt for færre og ringere busser

Politikere i Aalborg ser ikke anden udvej, hvis NT skal have 15 mio. mere om året

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vi­beke Gamst (K): - Det kan blive nødvendigt at tænke på, hvor mange busser vi kan have kørende.

AALBORG:Fremover bliver der færre busser og afgange at vælge mellem i Aalborg Kommune. Det vurderer de politikere, som NORDJYSKE har talt med i forbindelse med NTs bebudede ekstra regning på 15 mio. kroner om året. - Det er helt afgjort ikke en acceptabel udmelding, siger byrådsmedlem Tommy Eggers (DF). Han fremhæver, at kommunen formentlig vil få svært nok ved finde de penge der er behov for til næste år i forvejen, og derfor vil partiet heller ikke være med til at øge bevillingerne til den kollektive trafik. - Kan det ikke lade sig gøre at finde pengene indenfor det nuværende budget, bliver vi nødt til at skære ned, forklarer han. - Det kunne jo for eksempel være, at vi skulle se på metroline 5 og 6, som allerede er blevet beskåret en gang, tilføjer han. Dansk Folkeparti var i sin tid varm tilhænger forslaget om at bryde med NT og starte et kommunalt busselskab. Men det vurderer Tommy Eggers ikke, at der er politisk opbakning til længere. Udbredt vrede - Socialdemokraterne har jo for længst meldt ud, at det ikke er det, de vil. Men jeg tror alligevel, der er udbredt utilfredshed med, at vi nu præsenteret for endnu en ekstra regning. Jeg vil i hvert fald ikke være med til at bruge flere penge på administration. Og stiger udgifterne til den øvrige drift, er det helt klart DFs holdning, at det skal holdes indenfor det nuværende budget, understreger han. Og den holdning i store træk også igen hos byrådskollegaen fra Venstre, Mads Thomsen: - Vi er lige blevet præsenteret for en ekstra regning på 3 mio. kroner for 2005, og det virker efterhånden som et Lotto-spil, hvor man aldrig er sikker på at få noget igen, pointerer han. Ifølge Mads Thomsen handler det blandt andet om at prioritere, og i forbindelse med kommunens budget for næste år, er der mange ting, han nådigere vil spare på. - Derfor håber jeg selvfølgelig også, vi kan finde pengene ved at skære på administration og andre unødvendige udgifter. Men vi bliver nok også nødt til at kaste et kritisk blik på den nuværende busdrift, for det virker da mærkeligt, at der fortsat køres med store og tomme busser på mange strækninger, fremhæver han. Svigter løfter Ifølge Sigvart Sigvartsen fra Socialdemokraterne betyder situationen formentligt, at flere politikere vil få svært ved at opfylde deres valgløfter. Dengang påpegede mange nemlig behovet for en bedre og mere effektiv busbetjening - især i landdistrikterne. - Men det tvivler jeg stærkt på, at der bliver råd til, som situationen er nu, siger han. - Jeg tror i hvert fald, at der snarere bliver tale om forringelser. For med de stramme bindinger vi er underlagt i forhold til næste års budget, har jeg svært ved at se, hvor pengene ellers skulle komme fra. - Og tvinges vi til at prioritere mellem skolerne, ældreplejen og den kollektive trafik, er jeg ikke i tvivl om, hvor jeg nødigst vil spare. Og i den forbindelse kunne man måske også hævde, at de folk, der bor langt udenfor bygrænse, selv har valgt det, fortsætter Sigvart Sigvartsen. Vil gøre ondt Hos De Radikale, som blandt andet repræsenteres af Daniel Nyboe Andersen, der også sidder i NTs ny interimbestyrelse, er dommedagsbasunerne også fremme. Han har altid været en varm fortaler for mere og bedre kollektiv trafik, men som situationen er i nu, tror han desværre ikke besparelser kan undgås. - Det er med blødende hjerte, for busserne er jo populære. Jeg bruger den for eksempel altid, hvis jeg ikke cykler, siger han. Daniel Nyboe støtter forslaget om at finde så mange besparelser som muligt i NTs egen administration. Men uanset, hvor godt det lykkes, tvivler han på, at det vil være tilstrækkeligt. - Vi bliver nødt også at skære, hvor det kommer til at gøre rigtigt ondt. Og derfor jeg tror heller ikke, vi undgår at nedlægge ruter, selvom jeg er gået til valg på det modsatte, siger han. Ifølge Daniel Nyboe opererer NT allerede nu med en takststigning på 3 pct. i 2007. Og han frygter, at det vil bidrage yderligere til den negative udvikling. - I løbet af de sidste seks år er billetprisen steget med over 50 pct. Og selvom 3 pct. ikke er meget i den sammenhæng, er det i hvert fald ikke noget, der giver flere passagerer, fremhæver han. Vibeke Gamst (K) mener, at Aalborg Kommune seriøst skal overveje at trække sig ud af NT, så kommunen kan få endnu større indflydelse på, hvordan den kollektive trafik skal indrettes. Hun mener ikke, det er realistisk, at NT selv kan gennemføre særligt store rationaliseringer på driften ved at spare på antallet af ansatte. - En organisation har altid svært ved at nedlægge noget af sig selv. De kan måske spare en planlægger her og en trafikanalytiker der, men det giver jo ikke ret meget. Det kan nok blive nødvendigt at tænke på, hvor mange busser vi har råd til at have kørende, siger hun og tilføjer, at forholdsvist tyndt befolkede områder måske skal indstille sig på, at de må benytte sig af teletaxi. - Det er irriterende, at vi skal betale mere og mere (til NT, red.), uden at vi får noget for pengene, siger Vibeke Gamst. aalborg@nordjyske.dk