Frygt for forbud

Dyr 29. januar 2007 05:00

{ BRUXELLES: Grønlandske fangeres traditionelle sæljagt kan komme under pres allerede mandag, når EU’s landbrugs- og fiskeriministre mødes i Bruxelles. Som det eneste EU-land har Danmark via samhørigheden med Grønland økonomisk interesse i sælfangst, men efter afsløringer af barbariske fangstmetoder i Canada er der i EU-Parlamentet stemning for et importforbud. Et sådant initiativ kræver, at der kommer et forslag fra EU-Kommissionen, og den har netop vendt tommelfingeren nedad. Antallet af sæler er steget, lyder begrundelsen. Men kommissionen overvejer at gribe ind over for de barbariske fangstmetoder, hvor sælunger slås ihjel med køller og ofte lider længe for at undgå, at deres skind tager skade. Svenskeren Carl Schlyter, der er medlem af den grønne gruppe i EU-Parlamentet, kalder i en pressemeddelelse kommerciel sælfangst for brutal og ond praksis. - Gennem de sidste fire år er 1,5 millioner sæler blevet dræbt på grund af deres pels, heraf var de 97 procent under tre måneder gamle. EU er det største marked for sælpelse, så at indføre et EU-forbud på sælprodukter ville være et altafgørende skridt hen imod at få afsluttet denne barbariske nedslagtning, siger han. Sagen er ikke programsat på mandagens møde, men kan komme op, hvis EU-parlamentarikere fra en række lande får deres ministre til at gå ind i sagen. Den danske frygt består i, at den traditionelle grønlandske fangst rammes af et eventuelt indgreb mod kommerciel fangst. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...