Frygt for kylling-smitte overdrevet

Forbrugerne køber stadig thailandske kyllinger - det kan de også roligt gøre

NORDJYLLAND:De thailandske kyllinger ligger i køledisken på tre rækker i Dreisler Storkøb i Aalborg Øst. Der er fyldt godt op. Slagtermesteren har lige lagt flere kyllinger ned i køledisken, for salget af de thailandske kyllinger går nemlig ganske udmærket - på trods af at rygter om at det kan smitte mennesker med fugleinfluenza. Dreisler Storkøb i Hjørring fjernede forleden de thailandske kyllinger fra køledisken, fordi butikken fik en række henvendelser fra bekymrede forbrugere. Men i Dreisler-butikken i Aalborg Øst har slagtermester Palle Rønnest ikke oplevet nogle bekymrede kyllinge-kunder. - Vi har ikke mærket nogen utryghed blandt kunderne. Der har slet ikke været nogen, der har spurgt på det, og vi kan heller ikke mærke det på salget af de thailandske kyllinger, siger slagtermester Palle Rønnest. Dreisler-kæden, der har ni butikker i Midt- og Nordjylland, er en af de eneste butikskæder, der sælger det thailandske kød. Ifølge kædens ferskvaredirektør, Hardy Hansen, har der kun været utryghed over det asiatiske fjerkræ i Hjørring-butikken. - Udover henvendelserne i Hjørring har vi ikke mærket det, fortæller han. Og der er heller ingen grund til at frygte de thailandske kyllinger. Drastisk men nødvendigt Kontorchef i Fødevaredirektoratet, Birgitte Povlsen påpeger, at forbrugernes frygt for at blive smittet med fugleinfluenza gennem fødevarer er overdrevet. Det anses for risikofrit at spise gennemstegte og kogte madretter med fjerkræ fra Thailand. - Der er ingen grund til panik. Det er aldrig set, at fugleinfluenza smitter fra kød til mennesker, siger Birgitte Povlsen fra Fødevaredirektoratets afdeling for import og eksport. Selv om virusset ikke kan smitte gennem kyllingekød, besluttede EU-landene i tirsdags at indføre en række vidtgående importforbud mod fugle og fjerkræprodukter fra Sydøstasien. Nu er det forbudt at indføre fersk kød og kødprodukter fra fjerkræ i Thailand og Kina samt kæledyrsfoder med indhold af fjerkræ. Derudover er det ikke tilladt at tage levende prydfugle med hjem fra en lang række asiatiske lande. Ifølge Birgitte Povlsen er det et "drastisk, men nødvendigt skridt". - Sanktionerne er for at være helt sikker. Det er alvorligt, hvis vi får det ind i vores husdyrbestand. Så selv om det er nogle skrappe sanktioner, er det ikke for voldsomt, siger Birgitte Povlsen. Kødet snart solgt Forbrugerne har heller ingen grund til at frygte det thailandske kyllingekød, der kom til Danmark inden 1. januar. Restriktionerne går tilbage dertil, og det betyder, at kød der kom til landet før den dato ikke er i risikozonen. Dreisler Storkøb har stadig thailandsk kyllingekød i butikker, men ferskvarechef Hardy Hansen forventer, at kyllingerne er solgt inden for en måneds tid. Og så skal butikken finde noget andet kyllingekød, fordi det som nævnt ikke er tilladt at importere de thailandske kyllinger længere. - Når vi ikke har mere kyllingebryst fra Thailand, bliver det erstattet af dansk kød, fordi der er ikke noget polemik om de danske kyllinger, siger Hardy Hansen. Godt 10 procent af fjerkræ-salget i Dreisler-butikkerne er med thailandsk kød.