Frygt for løftebrud i VKO-baglandet

KØBENHAVN:Boligejernes rentefradrag er i spil i Skattekommissionens udspil til skattereform. Det har man bemærket i regeringens og Dansk Folkepartis baglande, hvor en del kalder det et løftebrud, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vælger at røre ved husejernes skattebesparelse. Særligt i Dansk Folkeparti bliver skepsissen luftet: 13 ud af 20 lokalformænd, som har svaret på en rundspørge fra Ritzau, vil opfatte det som et direkte løftebrud, hvis regeringen beskærer rentefradraget. I alt 87 DF-lokalformænd er blevet spurgt. Statsministeren har tidligere udtrykkeligt slået fast, at han ikke vil skærpe beskatningen for boligejerne. Og det har han opbakning til fra størstedelen af de Venstrefolk, som Ritzau har fået svar fra. 24 lokalformand i Venstre mener ikke, at Fogh Rasmussen læner sig op af at bryde sit løfte. Men også i Venstre er der skepsis. Fem lokalformænd kalder en sænkning af rentefradraget for løftebrud. Skatteminister Kristian Jensen (V) understreger dog, at regeringen efter han opfattelse er på sikker grund. - Det, vi har lovet før valget, det holder vi efter valget. Det, vi har lovet før valget, er, at vi vil holde fingrene væk fra ejendomsværdibeskatningen, og at vi vil sørge for, at boligejernes økonomi ikke undergår pludselige overraskelser, siger han. Hos De Konservative - der om nogen har kæmpet for skattelettelser - er skepsissen imod at bruge et beskåret rentefradrag som finansiering mere udtalt. 12 lokalformænd kalder en sænkning af rentefradraget for et løftebrud fra statsministerens side, mens 15 mener det modsatte./ritzau/