Frygt for nedtur i beskæftigelsen

Også andre forklaringer end finanskrise på nogle af ugens fyringer i Frederikshavn-området

Industri 25. oktober 2008 06:00

FREDERIKSHAVN: Finanskrisen har skabt frygt for en alvorlig nedtur i den fremtidige beskæftigelse. I denne uge har flere virksomheder i Frederikshavn-området delt fyresedler ud. Martin i Frederikshavn afskedigede fredag 27 ansatte begrundet med den globale finansielle uro, mens fyringerne af 19 ansatte på Orskov Yard i Frederikshavn i tirsdags og 10 ansatte på Karstensens Skibsværft i Skagen fredag forklares med mere midlertidig arbejdsmangel. Hos B6 Gruppen i Sæby er halvdelen af de ansatte i akustikafdelingen sendt på fordeling, ovenpå afmatning i industrien. - Krisen er begyndt at kradse, og det går lidt for hurtigt nu med medlemmer, der kommer ind af døren for at melde sig ledige, mener formanden for Dansk Metal i Frederikshavn, Jørn Larsen. Han frygter, at det kun er toppen af isbjerget. - De meldinger, jeg har, er at antallet af varslinger i det nordjyske beskæftigelsesråd nu er dobbelt så mange som sidste år og omfatter dobbelt så mange ansatte, siger Jørn Larsen. Formanden for TIB (Træ Industri Byg) Nordjylland, Allan Winfeld, frygter, det kan gå helt galt på byggeområdet. - Vi har ikke mærket nedtur i håndværksvirksomhederne endnu, men boligmarkedet har det ikke godt, og på industriområdet er krisen så småt begyndt, påpeger Allan Winfeld. - To industrivirksomheder i Vesthimmerland har drejet nøglen, så vi er selvfølgelig bange for, at det skal brede sig. Hvis en spærfabrik begynder at sende folkene på fordeling, så er det noget, der kan mærkes, siger Allan Winfeld. Han opfordrer kommunerne til at få sat gang i renoveringerne af de nedslidte skoler, så håndværksfirmaerne kan få nye ordrer ind. - Kommunerne må finde en økonomisk pakke, ligesom regeringen har kunnet. Der er masser af renovering at tage fat på skolerne, siger Allan Winfeld. Formanden for Byggesocietetet Vendsyssel, Arne Harbo, siger omvendt, at han ikke kan få øje på ordet krise, men at der er en nedgang i byggeriet. - Efter en overophedet periode i beskæftigelse og prisfastsættelse er byggeriet tilbage på 2005-niveau., siger Arne Harbo. De meldinger, han har fra både projekterende og udøvende håndværkere, går på, at det her er Vendsyssel. - Her går det ikke så hurtigt op og ned som i København eller andre steder med meget store byggeprojekter. Så selv om det lige nu går ned, så lyder forventningen, at udsvingene ikke bliver så nær så store i vores del af landet, siger Arne Harbo.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...