Frygt for operation

Frustreret Thomas Augustinussen til ny skanning i dag

AALBORG:Han var hårdt savnet i lørdagens 0-2 nederlag i Viborg, men ikke meget tyder på, at Thomas Augustinussen kan hjælpe AaB's superligahold i fodbold på ret køl i hjemmekampen på søndag mod Brøndby. - Som jeg har det nu, skal der ske mirakler, for at jeg kan spille mod Brøndby, lyder det fra en frustreret Thomas Augustinussen. For en uge siden virkede han anderledes optimistisk, men genoptræningen har ikke resulteret i de forventede fremskridt. - Det gør ondt i knæet, så snart jeg forsøger at løbe, så jeg kan kun cykeltræne for overhovedet at holde formen en smule ajour. Den arbejdsomme midtbanespiller håber, at en såkaldt MR-skanning i dag kan løse gåden omkring knæskaden. Foreløbig har en ultralydsskanning og røntgenfotos ikke afsløret skavanker, der skulle kunne fremkalde smerterne. - Forhåbentlig får jeg nu svar på, hvad der er galt, siger Thomas Augustinussen, der så småt har indstillet sig på, at det efterfølgende bliver nødvendigt at få foretaget en kikkertundersøgelse. Han sigter primært efter at overvinde skaden i turneringspausen på to uger i kølvandet af Brøndby-kampen, men i væste fald kan han være færdig for efteråret, hvor AaB mangler yderligere tre ligakampe og et par opgaver i Royal League. Lindström klar For en anden af AaB's skadede stamspillere, Mattias Lindstrøm, tegner billedet betydeligt lysere. - Bentøjet har det fint, efter at jeg i lørdags spillede en halvleg på danmarksserieholdet, så jeg er forhåbentlig med til at konkurrere om pladserne mod Brøndby, siger Mattias Lindström. Den svenske kantspiller har ikke været i aktion på superligaholdet, siden han humpede ud med knæproblemer i hjemmekampen mod FC Midtjylland 2. oktober. To uger senere led Thomas Augustinussen samme skæbne i udekampen mod Esbjerg.