Frygt for ringere ældrepleje

De nordjyske kommuners formand beskylder regeringen for at være populistisk

Dårligere hjemmehjælp og ringere personlig pleje - det frygter flertallet af nordjyske borgmestre bliver resultatet af regeringens spareplan. Arkivfoto

Dårligere hjemmehjælp og ringere personlig pleje - det frygter flertallet af nordjyske borgmestre bliver resultatet af regeringens spareplan. Arkivfoto

De ældre kan blive de store tabere, hvis regeringens udspil for den kommunale økonomi bliver til virkelighed. Det frygter formanden for de nordjyske kommuner og formanden for Ældresagen i Nordjylland. I går lagde regeringen op til, at landets kommuner de næste tre år skal spare fire mia. kr. og nedlægge 8000 job. Regeringen vil samtidig bruge flere penge end i dag på sundhed, uddannelse og udsatte unge og handicappede. - Når vi både skal bruge færre penge samlet set og flere penge på disse tre områder, så vil det uundgåeligt ramme de andre opgaver hårdt. Vi ved, at der de kommende år bliver flere og flere ældre, og med færre penge end nu til at pleje flere ældre kommer servicen til at blive forringet markant, siger borgmester H.C. Maarup (S), formand for de nordjyske kommuner. Han er sikker på, at man i alle kommuner i Nordjylland finder regeringens melding "meget lidt brugbar": - Det, vi mangler, er nemlig ikke ideer til, hvor pengene skal bruges, men derimod bud på, hvor pengene kan findes. Regeringen optræder populistisk og tildeler kommunerne rollen som skurken, der skal forsvare alle nedskæringerne, siger han. Formanden for Ældresagen i Nordjylland, Johannes Hvidegaard fra Brønderslev, kalder regeringens melding "et dårligt budskab": - Man kan godt spare ved at fjerne noget af al den overflødige registrering i ældreplejen. Men mange ældre har i dag en megen beskeden hjemmehjælp, og beskæres den yderligere, er det lige før, det slet ikke giver mening, siger han. Borgmester Anny Winther (V) fra Rebild, der er medlem af bestyrelsen for Kommunernes Landsforening, er mindre skeptisk og kalder udspillet noget, hun "kan leve med". - Overordnet set er jeg tilfreds med, at regeringen vil opprioritere de områder, vi i kommunerne selv har peget på. Og det forbedrer vores arbejdsvilkår at lave en treårig aftale, siger hun.