Frygt for sennepsgas på motorvej skabte trafikale problemer

En sikkerhedszone på 50 meter blev oprettet, da en lastbil spildte væske mellem Aarup og Vissenbjerg på Fyn.

Politiet måtte torsdag afspærre en del af Fynske Motorvej på grund af frygt for læk af sennepsgas. (Arkivfoto)

Politiet måtte torsdag afspærre en del af Fynske Motorvej på grund af frygt for læk af sennepsgas. (Arkivfoto)

ODENSE:En lastbil der spildte væske på Fynske Motorvej fik politiet til at tage særlige forholdsregler af frygt for farligt læk af sennepsgas.

Derfor blev der i første omgang oprettet en sikkerhedszone på 50 meter rundt om køretøjet og trafikken blev kraftigt påvirket.

Men senere er det blevet oplyst, at der var tale om "den mindst farlige form for sennepsgas", skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Sidst på eftermiddagen omkring klokken 17 oplyser Vejdirektoratet, at motorvejen er genåbnet og har et spor farbart.

Der er desuden fortsat massiv kødannelse, og trafikken ventes først at blive glattet ud i løbet af aftenen, lyder det.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 11.41 og tog flere forholdsregler for at være på den sikre side.

- Vi får først en anmeldelse om, at en lastbil holder på motorvejen i østlig retning, og at et læk på tanken gør, at der formentlig siver væske ud, sagde vagtchef Ehm Christensen tidligere.

- Da vi slår koden op i systemet, kan vi se, at det kan dreje sig om sennepsgas. Det gør, at vi er nødt til at lukke motorvejen og oprette en sikkerhedszone på 50 meter fra stedet, sagde vagtchefen.

Strækningen blev lukket mellem afkørsel 55 Aarup og 54 Vissenbjerg.

Først blev det slået fast, at der ikke er tale om et læk, og senere oplyste politiet i en pressemeddelelse, at den var tale om den mindst farlige gasform.

- Det viser sig, at lastbilen er punkteret. I den forbindelse kom der et skvulp i tanken, der gør, at noget indhold er løbet ovenud. Så der er ikke læk på tanken, sagde Ehm Christensen.

Lukningen af motorvejen i retning mod Sjælland har medført en lang kø. Der er også sket to mindre uheld i forbindelse med kødannelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.