Frygt for vanære kostede kvinde 25.000 kroner

København 20. september 2002 08:00

KØBENHAVN: En trussel om at blive bragt i vanære fik en 22-årig kvinde med arabisk baggrund til at betale 25.000 kroner til en 29-årig mand. Det oplyser vicekriminalkommissær Flemming Drejer fra Bellahøj Politi i København. De to unge havde mødt hinanden i et arabisk chatroom på internet og var blevet enige om at mødes for at køre en tur sammen. Senere vendte manden tilbage og fortalte, at parret var blevet fanget af et kamera i en fartkontrol, og at han nu havde et billede af dem sammen i bilen. Med visheden om, at kvinden var gift og hendes ære ville blive krænket, hvis nogen fik at vide, at hun var mødtes med en gift mand, benyttede manden lejligheden til at afpresse kvinden. Han ville have 25.000 kroner for at holde tæt med deres møde. Kvinden betalte, men derved var sagen ikke overstået. Knap et halvt år efter - i september - vendte manden tilbage. Nu ville han have 100.000 kroner for at holde tæt. Denne gang lod kvinden sig ikke afpresse, men henvendte sig i stedet til politiet. Manden blev onsdag anholdt i Odense og torsdag valgte Dommervagten i København at varetægtsfængsle ham i 13 dage. Han nægter sig skyldig og hævder at han er blevet forvekslet med en ven. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...