Frygtede for masseslagsmål

Nordjyllands Politi sendte fem patruljer til Hjørring, da der var uro i værtshusmiljøet i Søndergade.

Det var en forbipasserende patrulje, som advarede om, at der var risiko for at situationen kunne komme ud af kontrol, da en stor flok mennesker var i olmt lune i Søndergade. Fem patruljer hastede til fra Aalborg, og det hjalp på opførslen. - Vi fik dæmpet gemytterne deroppe, og kørte faktisk væk uden at have anholdt nogle. En enkelt blev skrevet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han var aggressiv. Det var det hele, siger vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.