"Frygtelig lykkelig" forrest i feltet

I duelscenen i "Frygtelig lykkelig" er seksløberne skiftet ud med guldbajerme. Det er Kim Bodnia og Jakob Cedergren, der duellerer. Foto fra filmen

I duelscenen i "Frygtelig lykkelig" er seksløberne skiftet ud med guldbajerme. Det er Kim Bodnia og Jakob Cedergren, der duellerer. Foto fra filmen

"Frygtelig lykkelig", en af årets helt store danske filmsucceser blandt publikum og anmelderne, kandiderer til fem Bodil-priser, når statuetterne for de bedste præstationer i dansk film uddeles den 1. marts. Filmatiseringen af Erling Jepsens roman kan dog højst vinde i fire kategorier, idet både Kim Bodnia og Lars Brygmann er nomineret for bedste birolle. Desuden har "Frygtelig lykkelig" mulighed for at blive kåret til årets bedste danske film i konkurrence med "Flammen og Citronen", den mest sete biograffilm i 2008, samt tre andre: "Gå med fred, Jamil", "Lille soldat" og "To verdener", som er Danmarks kandidat til en Oscar. Jakob Cedergren og Lene Maria Christensen rangerer blandt kandidaterne til bedste mandlige og kvindelige hovedrolle for deres indsats i "Frygtelig lykkelig". 27 danske film havde biografpremiere sidste år, og 11 af dem kom med på nomineringslisterne, da Filmmedarbejderforeningen i København stemte om emnerne. Af de i alt 24 nomineringer inden for dansk film falder 15 på følgende fire: "Frygtelig lykkelig", "To verdener", "Lille soldat" og "Den du frygter". "Flammen og Citronen" må nøjes med to nomineringer. Den anden tilfaldt Thure Lindhardt for bedste mandlige hovedrolle. Blandt kandidaterne til prisen som årets bedste danske film har de to kun appelleret til et begrænset publikum: Indvandrerfilmen "Gå med fred, Jamil" kom i foråret kun ud i otte kopier og solgte knap 7000 billetter. "Lille soldat", der også skaffede Trine Dyrholm og Finn Nielsen en nominering, havde premiere i november og vises fortsat i biograferne, men når næppe 20.000 billetter. Statuetten har været uddelt siden 1948 og bærer sit navn efter to af den tids store skuespillere, Bodil Kjer og Bodil Ipsen. Ved showet den 1. marts i Imperial Biografen uddeler filmskribenterne også Bodil-priser til bedste fotograf og bedste dokumentarfilm samt henholdsvis en Æres-Bodil og en Sær-Bodil for særlige præstationer, hvoraf den første gives for et helt karriereforløb, den anden for en indsats i nyere tid. Desuden overrækkes en Bodil for bedste amerikanske samt bedste udenlandske, ikke-amerikanske spillefilm. Blandt kandidaterne i sidstnævnte kategori er to svenske film, "Lad den rette komme ind" og Sveriges bud på en Oscar, "Maria Larssons evige øjeblik" med Jesper Christensen og Ghita Nørby på rollelisten. Som bedste amerikanske film er nomineret: "The dark knight", "Juno", "No country for old men", "There will be blood" og "Vicky Cristina Barcelona". /ritzau/